Test: FDM dumper livsfarlig autostol

24. oktober 2011 07:13 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Test: FDM dumper livsfarlig autostol
Billede mangler

Standarden og sikkerheden blandt autostole bliver stadig bedre. Alligevel dumper en enkelt i efterårets store test. To andre frarådes på grund af skadelige stoffer i stolen.
 
Det gælder om at se sig for, når der skal købes autostol til familiens yngste medlemmer. For selv om standarden generelt er høj, er det ikke alle, der klarer sig lige godt, hvis uheldet er ude. Det understreges endnu en gang i efterårets store test af autostole, som FDM har lavet sammen med sin tyske søsterorganisation ADAC.
 Stol rykkes løs
Hvor seks af 30 stole i forårets test faldt i gennem på sikkerheden, og tre andre lå på vippen, går det i den seneste test kun helt galt for en af autostolene.
I frontaltesten rykker autostolen Prénatal Orion Fix sig løs af sædet, det er spændt fast til, med det resultat at testdukken ryger frem og rammer forsædet.
– Belastningen af testdukken ved frontaltesten er så stor, at havde et barn siddet i autostolen, ville det risikere svære hovedskader som kraniebrud og hjerneskader. FDM kan kun fraråde køb af denne stol, som af samme grund får dumpekarakter, siger FDMs repræsentant i det europæiske samarbejde Søren W. Rasmussen.
 Ikke i Danmark
Den livsfarlige autostol forhandles pt. ikke i Danmark, men da mange i dag køber autostole på nettet, er det ingen sikkerhed for, at autostolen ikke kan ende i en dansk bil.
– Inden man vælger autostol, er det en god idé at sætte sig ind i de forskellige stole og test. For som testen her viser, kan en autostol umiddelbart give et godt indtryk af, at både sikkerhed og kvalitet er i orden, men yde en alt for dårlig beskyttelse, hvis uheldet er ude. Og sikkerhed er altså ikke noget, man skal gå på kompromis med, siger Søren W. Rasmussen.
Han hæfter sig dog ved, at FDM, gennem de 11 år FDM har testet autostole, har registreret en løbende forbedring af både sikkerhed og kvalitet, og at sikkerheden generelt er høj blandt markedets stole.
 Flammehæmmere
Som noget nyt testes autostole nu også for skadelige stoffer som flammehæmmere, ftalater og andre hormonforstyrrende stoffer. Mens flere af autostolene i forårets test viste sig at indeholde for høje koncentrationer af skadelige stoffer, blev det denne gang kun fundet i to stole begge fra producenten Bebe. Her viste fundet af ftalater i stolenes betræk at overskride de tilladte grænseværdier i forhold til det såkaldte Øko-Tex Standard. Af samme årsag fraråder FDM at købe disse.
På www.fdm.dk/autostole-test er både den seneste og tidligere test af autostole frit tilgængelige. Her kan man desuden se videoer af de forskellige test og finde gode råd om valg af autostole.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu