Tévez i centrum i City-sejr over Villa

4. marts 2013 23:00 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Tévez i centrum i City-sejr over Villa
Billede mangler

Carlos Tévez scorede kampens enlige mål, da Manchester City på udebane vandt 1-0 over Aston Villa, som dermed ikke kom over nedrykningsstregen.

 

Carlos Tévez var først i fokus i den anden ende, da han stående ved stolpen reddede et glimrende hovedstødsforsøg fra hjemmeholdets Christian Benteke.

Anden gang var argentineren i fokus i den anden ende, og det var lige før pausen.

Aston Villas midterforsvarer, Ciaran Clark, gled, og det udnyttede City-angriber Edin Dzeko til at få fat i bolden. Han spillede Carlos Tévez, der rundede målmand Brad Guzan og skød på mål. Ciaran Clark nåede tilbage til stregen, men den irske landsholdsspiller kunne ikke forhindre scoringen.

Aston Villa er en ud af syv klubber, der har været med i Premier League siden starten i 1992, men klubben fra Birmingham risikerer meget vel, at den æra er forbi om få måneder.

Målscoringen har i denne sæson stort set været lagt i fødderne på førnævnte Christian Benteke, og selvom belgieren var tæt på at udligne kort før tid, så endte det hele med en sejr på 1-0 til de forsvarende engelske mestre.

Dermed er Aston Villa fremdeles under nedrykningsstregen, mens Manchester City er på andenpladsen – 12 point efter Manchester United. 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu