Texas-skoler giver lærere skydevåben

27. marts 2013 23:34 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Texas-skoler giver lærere skydevåben

USA: Lærerne i et skoledistrikt i den amerikanske delstat Texas får snart mulighed for at troppe bevæbnet op i klasseværelserne.

 

Det sker som en direkte konsekvens af sidste års skoleskyderi på Sandy Hook Elementary School i Newtown, Connecticut, hvor 20 børn og seks voksne mistede livet, da en ung mand gik amok.

Inden lærerne kan møde bevæbnede op til matematik- eller biologilektionerne, skal skolens forstander dog godkende dette, ligesom lærerne skal bestå et skydekursus og opnå tilladelse til at bære våben, skriver ABC News.

Lederen af det uafhængige texanske skoledistrikt Levelland understreger, at der vil blive tale om at bevæbne et begrænset antal lærere:

»Det er ikke alle lærere i Levelland, som kommer til at gå rundt med en pistol på skolens område. Det vil være særlige personer, som jeg og skolen godkender. Træningen er afgørende, det er den absolut vigtigste forudsætning,« siger Kelly Baggett til ABC News.

De præcise detaljer omkring træningskurserne ligger endnu ikke fast, men lovgiverne i Texas overvejer at vedtage våbenstandarder for netop ansatte i delstatens skoler.

Bevæbnede ansatte er allerede en realitet i et andet skoledistrikt i Texas. Efter skyderiet på universitetet Virginia Tech i 2007, hvor 32 personer blev dræbt af en studerende, som også endte med at skyde på sig selv, vedtog en enig bestyrelse i Harrold-skoledistriktet i nordlige Texas at bevæbne de ansatte.

»De aktive gerningsmænd ved, hvor de skal tage hen. Hvis en skole er kendt for at have en politik, hvor de ansatte beskytter børnene med dødbringende magt, kommer de ikke til din skole, forklarer leder af skoledistriktet David Thweatt om beslutningen.

Han forklarer samtidig, at forældrene og det omkringliggende samfund primært har reageret positivt på tiltaget.

»Vi får som regel rigtig dejlige komplimenter og opmuntringer samt positive kommentarer, siger David Thweatt til ABC News.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu