Thomas Larsen: Corydon er fagbevægelsens skræk

7. april 2013 10:44 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Thomas Larsen: Corydon er fagbevægelsens skræk
Billede mangler

Lærernes arbejdstid er kernen i en bitter konflikt, der betyder, at hundredtusindvis af skolebørn landet over ikke kan blive undervist.

 

Men konflikten er blot et forvarsel om, hvad de øvrige faggrupper i den offentlige sektor kan forvente sig, mener Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen. Regeringen – i skikkelse af finansminister Bjarne Corydon (S) – har indledt et historisk opgør med de offentligt ansattes løn- og arbejdsvilkår, og det har lammet fagbevægelsen, mener han.

»Bjarne Corydon er blevet fagbevægelsens skræk, for de havde ikke i deres vildeste fantasi forestillet sig, at regeringen ville rulle frem på den måde, som vi ser nu,« siger Thomas Larsen.

»Tidligere, senest under valgkampen, var der et tæt parløb mellem S-SF og fagbevægelsen, hvor der blev protesteret mod enhver reform fra VK-regeringen. Fagtoppen havde regnet med, at parløbet ville fortsætte under ny regering, men nu er udviklingen er vendt 180 grader. Regeringen er i gang med at ændre den danske model,« påpeger han.

Det kommer bedst til udtryk i det åbenlyse sammenfald mellem regeringens interesser og de statslige og kommunale forhandleres krav til lærerne. Regeringen er gentagne gange blevet beskyldt for at fjernstyre forhandlingerne, og selv om Bjarne Corydon afviser, skal man ifølge Thomas Larsen være både døv og blind for ikke at opdage det tætte samspil.

Eksempelvis har regeringen i sit udspil til en folkeskolereform skrevet, at reformen finansieres ved en »normalisering« af lærernes arbejdstid. Den fremgangsmåde ville ingen borgerlig finansminister have overlevet, mener Thomas Larsen.

»Hvis en blå regering var gået lige så hårdt til overenskomstsystemet, som den nuværende regering gør, ville Christiansborgs Slotsplads have været sort af demonstranter i ugevis. Det er en uhørt rå konfrontation, som har efterladt fagbevægelsen forvirret og handlingslammet,« siger han.

Ifølge Thomas Larsen er der to forklaringer på regeringens fremfærd. Dels har man erkendt, at dansk økonomi kæntrer, hvis der ikke gennemføres omfattende reformer, dels er det de Radikale, der formulerer regeringens økonomiske politik.

Det koster opbakning blandt vælgerne, konstaterer han.

»Meningsmålingerne viser tydeligt, at vælgerne placerer ansvaret hos S og SF, som er ude i et historisk fald. Det er især hårdt for SF, der vil blive med med at vånde sig, når reformerne gennemføres,« siger Berlingskes kommentator.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu