Thomas Larsen: Et drømmejob for Lykketoft

12. marts 2013 11:29 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Thomas Larsen: Et drømmejob for Lykketoft
Billede mangler

Hvis Mogens Lykketoft (S) ender med at få posten som formand for FNs Generalforsamling, vil det være et regulært drømmejob for den 68-årige socialdemokrat.

 

Det vurderer Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, som i 2003 udgav en biografi om Lykketoft.

»Da Lykketoft i slutningen af Nyrups sidste regering blev udnævnt til udenrigsminister og kunne forlade Finansministeriet, var han som et lille barn juleaften. Det var en drøm, som gik i opfyldelse for ham, og han stortrivedes i den periode. Hvis Lykketoft ender med topposten i FN, vil det være endnu et drømmejob for ham, for så kan han vende tilbage til udenrigspolitikken, som han er brændende optaget af,« siger Thomas Larsen.

Han peger på, at Lykketoft kan meget mere end at jonglere med tal, økonomi og prognoser, og han har en meget bred viden om internationale forhold, siger den politiske kommentator.

»Selvom Mogens Lykketoft herhjemme har været kendt som en af landets dygtigste finansministre og som den helt store velfærdsarkitekt, så har han helt fra sin ungdom haft en brændende interesse for udenrigspolitik og for verden omkring sig. Som dreng kværnede han sig igennem verdenshistorien, og hans viden omkring internationale forhold og landene i Europa og Asien er enorm. Han har et kæmpe kendskab til Asien og er nærmest ekspert, når det kommer til Kina,« siger Thomas Larsen.

Berlingskes kommentator erkender, at mange danskere nok kender Mogens Lykketoft som lidt af en hidsigprop, men der er ingen tvivl om, at Lykketoft har stærke diplomatiske evner, lyder det. Thomas Larsen peger blandt andet på, at Lykketoft under sin tid som formand for Folketinget har formået at skubbe partipolitikken i baggrunden, og at han har et stærkt og tillidsfuldt forhold til de andre partier på Christiansborg.

»Lykketoft er en gennemført professionel politiker. Der er ingen tvivl om, at han har et stort temperament, men man skal også være opmærksom på, at når han har ladet sit temperament udfolde sig tidligere under politiske og økonomiske forhandlinger, så har det tit været kontrollerede udbrud, der skulle skræmme eller sætte modparten på plads. Han kender så udmærket spillereglerne i diplomatiet og udenrigspolitik og har gode internationale forbindelser,« siger Thomas Larsen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu