Thomas Larsen: Thorning har ryggen mod muren

11. marts 2013 08:59 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Thomas Larsen: Thorning har ryggen mod muren
Statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Helle Thorning-Schmidt og resten af regeringen er »ekstremt presset« i forhandlingerne om den årlige aftale, som Folketinget skal indgå om kommunernes økonomi.

 

Det mener Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, efter Enhedslisten har meldt ud, at de vil stemme imod aftalen, som er en del af regeringens »Vækstplan DK«-udspil. Dermed har regeringen mistet sit flertal i Folketinget, med mindre den kan indgå en aftale med de borgerlige partier, og det sætter oppositionens største parti, Venstre, i en aldeles favorabel situation, mener Thomas Larsen.

»Lars Løkke Rasmussen har fået en foræring. Det er i virkeligheden ham, der kan diktere rammerne for forhandlingerne og presse mange af sine egne mærkesager igennem, fordi Thorning nu har mistet støtten fra sit parlamentariske bagland,« siger Thomas Larsen til Berlingske Nyhedsbureau.

At Enhedslisten har meldt sig ud af forhandlingerne, før de overhovedet er påbegyndt, er også et udtryk for, at forholdet mellem støttepartiet og regeringen er kollapset, mener Thomas Larsen. Han mener, at tilliden mellem regeringen og Enhedslisten er ikke-eksisterende.

»Enhedslisten har fået nok og har nu trukket en streg i sandet. Det er ret usædvanligt, at en regering på så kort tid kommer helt ud af samklang med sit parlamentariske støtteparti. Det betyder, at Thorning står i en meget sårbar situation politisk,« siger han.

Selvom Enhedslisten kan true regeringen på dens liv, tvivler Thomas Larsen meget på, at det kommer til at ske. Han mener, at vælgerne synes, at det er en alt for drastisk beslutning.

»Der er en del vælgere, som vil mene, at Enhedslisten har svigtet, hvis de stopper en regering, som vil blive afløst af en ny, borgerlig regering. Det vil partiet ikke blive belønnet for,« siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu