Thomas Vinterberg vil skide på guldpalmerne

15. maj 2012 07:08 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Thomas Vinterberg vil skide på guldpalmerne
Billede mangler

Thomas Vinterberg er tilbage i hovedkonkurrencen og kampen om guldpalmen ved filmfestivalen i Cannes, der begynder onsdag.
Det var netop i Cannes, at Vinterbergs mesterværk “Festen” havde verdenspremiere, og hvor interessen for dansk films mangeårige vidunderbarn eksploderede til at omfatte hele verden.
Hovedpersonen selv forsøger dog at nedtone betydningen af festivalen og filmpriser i det hele taget.
– Man bliver hverken værre eller bedre af at komme på filmfestival. Måske en lille smule dårligere, siger Thomas Vinterberg før det går løs og tilføjer:
– Som filminstruktør er det begrænset, hvad man reelt kan bruge det til. Det bliver mandag igen, og så sidder man med et hvidt stykke papir og skal finde på noget nyt.
Han har allerede fire nye projekter på tegnebrættet, og sammen med manuskriptforfatteren Tobias Lindholm, som også er medforfatter på “Jagten” og “Submarino”, er han i gang med at skrive endnu en dansk film.
– Jeg laver de projekter, jeg kan, og jeg laver de projekter, jeg har i mig, så godt jeg kan. Og alt det udenom forsøger jeg at tænke så lidt på som muligt, siger Vinterberg.
Det skal med andre ord ikke forstyrre hverdagen, at Cannes igen har fattet interesse for Thomas Vinterberg.
– Jeg skal være far midt i alt det her. Om vi vinder eller ikke vinder, det vil jeg sådan set skide på, konstaterer instruktøren, som dog – trods alt – ser frem til turen til Sydfrankrig.
– Jeg glæder mig til at sidde arm i arm med mine gode venner og mine børn og drikke et glas kir royal og nyde solen. Og så glæder jeg mig selvfølgelig til at vise filmen.
Siden gennembruddet med Festen har Thomas Vinterberg måtte lægge ører og ryg til en konstant gennemtrawling af hans gøren og laden, og ikke mindst hans film, som konstant er blevet holdt op mod gennembrudsværket.
Efter “Festen” fik han prædikatet “døgnflue”, da hans efterfølgende film ikke faldt i kritikernes smag.
I 2010 blev den socialrealistiske brødrefortælling “Submarino” dog modtaget med begejstring og kom med på filmfestivalen i Berlin.
Og nu skal “Jagten”, som Vinterberg selv beskriver som “et klassisk, nordisk juledrama” med Mads Mikkelsen og Susse Wold på rollelisten, i konkurrence i Cannes.
– Det er et gevaldigt comeback for Vinterbergs karriere. Han har fundet tilbage til det, han måske er bedst til: At fortælle de stærke, menneskelige dramaer, og det er han blevet honoreret for, siger Claus Christensen, chefredaktør på filmmagasinet Ekko.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu