Thorning afviser boykot af EM i Ukraine

15. maj 2012 14:30 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Thorning afviser boykot af EM i Ukraine
Billede mangler

Den danske regering vil sende kulturminister Uffe Elbæk (R) til fodbold-EM i Ukraine for at støtte landsholdet. Danmark boykotter ikke EM politisk.
Det siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på sit ugentlige pressemøde. Hun henviser til, at EU’s udenrigsministre mandag vedtog at vente med en endelig beslutning.
– De fleste er enige om, at man gør klogest i – og lægger mest pres på Ukraine – ved at afvente at tage en beslutning. Jeg har lidt svært ved at forstå dem, som siger, at det skal vi gøre meget hurtigt, siger statsministeren.
Hun mener, at Venstre har skiftet holdning. VK-regeringen deltog i 2008 ved OL i Beijing. Torsdag i Udenrigspolitisk Nævn opfordrede hendes forgænger, Lars Løkke Rasmussen (V), og tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) hende til politisk boykot.
Det er Ukraines behandling af den tidligere premierminister Julia Timosjenko, som er idømt en fængselsdom på syv år for magtmisbrug, der har rejst debatten om en boykot af slutrunden, som Ukraine og nabolandet Polen i fællesskab er værter for.
EU-Kommissionen deltager ikke ved EM, og flere andre politikere, blandt andet fra Tyskland, har også bebudet, at de bliver væk fra kampene i Ukraine.
Helle Thorning-Schmidt støtter en tostrenget strategi: At lægge maksimalt pres på Ukraines regime ved at afvente beslutningen samt at undlade at blande sport og politik.
– Vi har i øjeblikket planlagt, at vores kulturminister skal deltage for at støtte det danske landshold. Det ligner – nærmest til forveksling – dén politik, den tidligere regering havde i forhold til OL, siger statsministeren.
– Jeg kan se, at partiet Venstre har skiftet holdning. Dem om det, men vi har faktisk en linje, som er meget konsistent med det, Danmark har ment i ganske mange år, siger hun.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu