Thorning afviser rød kritik af euro-pagt

13. december 2011 15:46 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Thorning afviser rød kritik af euro-pagt
Billede mangler

Euro-landene vil sætte alt, alt for stramme tommelskruer på dansk og europæisk økonomi, hvilket risikerer at føre til grumme spareplaner og kan kvæle væksten.
Sådan lyder kritikken fra nogle af Helle Thorning-Schmidts gamle venner, herunder SF’s bagland og tidligere S-topfolk som Mogens Lykketoft og Poul Nyrup Rasmussen.
Men statsministeren afviser kritikken, der blandt andet peger på, at dens hovedarkitekter er de borgerlige statsledere, Angela Merkel og Nicolas Sarkozy.
“Jeg kan ikke forstå, at det skulle være særligt borgerligt at føre en ansvarlig økonomisk politik. Det viser vi jo også i Danmark nu. Vi har lavet et regeringsgrundlag, hvor vi har meget skrappe krav til vores økonomiske politik,” slår Thorning fast på sit ugentlige pressemøde.
“Hvad er det, der sker, hvis man ikke fører en ansvarlig økonomisk politik, hvem er det, det går ud over? Jo, det er jo først og fremmest mennesker, som ikke kan klare sig uden et stærkt samfund, mennesker som af en eller anden grund er faldet igennem vores sikkerhedsnet.”
Statsministeren understreger desuden, at euro-pagten ikke vil påvirke vores mulighed for at gennemføre den kickstart, som er en del af finansloven.
“Den gennemfører vi selvfølgelig. Og det er helt inden for EU-reglerne. Vi gør jo det – som er ret smart – at vi både har en kickstart, men også lever op til de henstillinger, vi har fået fra EU. Og det er god og sund økonomisk politik for Danmark her og nu.”
SF-formand og udenrigsminister Villy Søvndal har ellers luftet bekymring for, om Danmark fremover kan skyde store milliardbeløb ud i samfundet, hvis væksten er gået i stå. Men statsministeren maner til ro.
“Jeg vil sige generelt om muligheden for at have en kickstartspolitik eller føre en ekspansiv finanspolitik i forhold til den her europagt-aftale. Den ændrer jo ikke ved landenes mulighed for at føre den finanspolitik, de gerne vil. Nej det, der afgør, om man har mulighed for at gennemføre en kickstart, er, om man har styr på økonomien i dagligdagen. Det er det, som afgør, om man har råderum til en kickstart, hvis man kommer ud i problemer.”
Hun erkender dog, at europagten vil tvinge os herhjemme til at gå med både livrem og seler i den økonomiske politik.
“Det skal man gøre sig fuldstændig klart, euro-aftalen giver en meget stram økonomisk politik. Det bliver vi også nødt til at følge, fordi der ikke kan være det har gab mellem en stram økonomisk politik i Europa og Danmark.”
Poul Nyrup Rasmussen opfordrer i dag Helle Thorning til at have fokus på grøn vækst i de kommende forhandlinger om pagten. Den opfordring tager statsministeren til sig.
“Jeg er enig i, at det Europa har brug for er konsolidering og tryghed om euroen. Og så oven i det ny vækst og gerne grøn vækst. Og det bliver også noget af det Danmark vil kæmpe for med formandskabet,” siger hun.
Den aftale som Euro-landene indgik forleden bliver nu behandlet af jurister i EU-systemet. Først når den endelige aftale ligger klar til forhandling vil Helle Thorning-Schmidt uddybe, hvad der bliver hendes fokuspunkt under forhandlingerne.
Hun lovede dog på dagens pressemøde, at de danske EU-forbehold respekteres, derfor bliver der næppe brug for en folkeafstemning herhjemme.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu