Thorning afviser statspenge i grønlandske miner

5. februar 2013 17:15 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Thorning afviser statspenge i grønlandske miner
Billede mangler

Statsminister Helle Thorning-Schmidt afviser enhver tænkelig form for statslig engagement, investering eller garantistillelse i råstofudvinding i Grønland. Hendes kategoriske afvisning kom frem under et åbent samråd i Folketingets forsvarsudvalg tirsdag og er en reaktion på nylige forslag fra Venstre og Dansk Folkeparti om, at staten på den ene aller anden måde engagerer sig økonomisk i at udvinde råstoffer i Grønland.

Statsministeren hæftede sig ved, at landsstyret i Grønland udelukkende ønsker råstofudvinding på kommercielle vilkår og ikke har tænkt sig at give et eventuelt dansk offentlig-privat selskab få fortrinsret ved råstofudvinding i Grønland.

Men statsministeren lagde heller ikke skjul på, at regeringen finder det for risikabelt at kaste den danske stat ud i eventuelle råstofaktiviteter.

»Alle ved at Danmark er udfordret på sin økonomi med et underskud på statsbudgettet. Og regeringen agter ikke at prioritere et statsligt engagement i råstofudvinding i Grønland, som vil hvile på et usikkert økonomisk fundament på bekostning af velfærdsområder i Danmark,« lød det fra statsministeren, som også afviste at spænde et statsligt økonomisk sikkerhedsnet ud under råstofinvesteringer i Grønland foretaget af danske virksomheder eller pensionskasser. vh

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu