Thorning deler Rønns undren over Venstre

6. februar 2013 11:56 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Thorning deler Rønns undren over Venstre
Billede mangler

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har fuld forståelse for Venstres Birthe Rønn Hornbech (V), der for få måneder siden forlod sin post som Venstres grønlandsordfører i protest mod partiets linje i forhold til den omdiskuterede storskalalov.

 

– Jeg har også undret mig meget over Venstres linje i forhold til hele Rigsfællesskabet og det her med storskalaloven, siger Helle Thorning-Schmidt (S).

I en mail til Politiken skriver Birthe Rønn Hornbech, at hun bad om at blive fritaget fra sin ordførerpost, fordi hendes synspunkter »ikke i øjeblikket deles« af hendes gruppefæller.

I mailen skriver hun blandt andet, at Grønlands ønske om storskalaloven, der åbner op for, at udenlandske mineselskaber kan udvinde råstoffer fra undergrunden, ikke kan komme bag på nogen.

– Selvstyrekommissionen diskuterede alt. Det er aldeles urigtigt, når nogen påstår, at minedrift m.v. og udenlandsk arbejdskraft ikke var en del af diskussionerne. Tværtimod. I øvrigt var der til kommissionen ud over eksperter tilforordnet embedsmænd fra både Statsministeriet og Justitsministeriet. Regeringen var vel orienteret om det, som Grønland lægger så stor vægt på: udvinding af råstoffer, skriver hun.

Den udlægning bakker Helle Thorning-Schmidt op om.

– Dengang vi vedtog selvstyreloven, der vidste man jo godt, at grønlænderne gerne ville have råstofområdet hjem. Der var også allerede diskussioner om, at man gerne ville begynde at tjene penge på de råstoffer, der er, og hvordan det skulle gøres, og derfor undrer det mig, at Venstre har vendt deres politik og ikke længere mener det, de gjorde dengang. Jeg synes, det nærmer sig det uansvarlige den måde, de håndterer storskalaloven, siger Thorning.

De Radikale opfordrer Venstres top til at lytte på Birthe Rønn Hornbechs udmelding.

– Hun har selv siddet med i Selvstyrekommissionen, og hun er måske en af de Venstre-folk, der kender mest til området, og derfor er det meget tankevækkende, at man på den måde vælger at tilsidesætte sin ordførers holdning, siger de Radikales grønlandsordfører, Jeppe Mikkelsen (R).

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu