Thorning er stolt af Libyen-bombere

25. maj 2012 17:51 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Thorning er stolt af Libyen-bombere
Billede mangler

I dag blev soldater fra flyvevåbnet fejret med medaljer.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) var torsdag på Flyvestation Skrydstrup, for at overrække medaljerne til de 337 soldater fra flyvevåbnet, som var udsendt i forbindelse med Danmarks krigsindsats i Libyen.
Her var danske styrker med til at opretholde et flyveforbud over landet.
– Det er en stor ære for mig at være med til at markere jeres kæmpe indsats i Danmarks tjeneste. Og i det internationale samfunds tjeneste, sagde statsministeren og fortsatte:
– Jeg besøgte selv Libyen sidste sommer og oplevede befolkningens taknemmelighed over den danske indsats. Det var meget gribende. Det gjorde mig stolt over at være dansker.
På de syv måneder, som missionen i Libyen varede, fløj de danske kampfly 600 missioner og smed mere end 900 præcisionsbomber.
Missionen var i sidste ende medvirkende til at bringe landets leder, Muammar Gaddafi, til fald.
Statsministeren understregede i sin tale, at indsatsen har en afgørende betydning for resten af verdens syn på Danmark.
– Når jeg møder andre landes ledere, er det tydeligt, at jeres indsats er vigtig for den anseelse, som Danmark nyder ude i verden, sagde hun.
– Da jeg i februar besøgte præsident Obama i Det Hvide Hus, fremhævede han den danske indsats i Libyen-operationen, sagde Helle Thorning-Schmidt.
Den danske indsats i Libyen kostede i alt 656 millioner kroner.
337 medarbejdere fra hele flyvevåbnet herhjemme har deltaget i Libyen-missionen, ligesom en stor del af de 30 kampfly, som det danske flyvevåben råder over, skiftevis har været i luften over landet.
Statsministeren understregede derfor, at der var tale om en holdindsats, hvor piloternes indsats kun blev mulig på grund af indsatsen på jorden og opbakningen fra familien.
– Jeg vil slutte af med at slå fast, at Libyen-operationen har understreget, hvor vigtigt det er, at forsvaret har militære enheder, der kan sættes hurtigt og effektivt ind i internationale opgaver, sagde statsministeren.
– Det er en forudsætning for, at Danmark også i fremtiden kan løfte sin del i den internationale indsats for at fremme fred og sikkerhed.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu