Thorning: Godt at Løkke lytter til fagbevægelsen

18. februar 2013 16:27 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Thorning: Godt at Løkke lytter til fagbevægelsen
Billede mangler

Det får ikke statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) til at ryste i bukserne, at Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen (V), mandag mødtes med LO-formand Harald Børsting.

 

Det er kun godt, at Venstre lytter til fagbevægelsen, lyder det fra den socialdemokratiske formand.

»Vi mødes jævnligt med toppen i fagbevægelsen, og jeg synes, det er rigtig godt, at Lars Løkke også lytter til fagbevægelsen. Det har vi altid gjort, og det bør Venstre også gøre,« siger Helle Thorning-Schmidt.

Efter mødet meldte det noget utraditionelle makkerpar ud, at skatter og afgifter skal sænkes, hvis danske virksomheder skal kunne konkurrere med udenlandske.

»Der er grund til at kigge på NOx-afgiften og på energiafgifterne, fordi det er nogle af de afgifter, der gør, at danske virksomheder er urimeligt dårligt stillede i forhold til de lande i Europa, som vi konkurrerer med. Vi mener også, man skal have sat nogle af de afgifter, der øger grænsehandlen, ned,« sagde Harald Børsting, mens Lars Løkke Rasmussen erklærede, at han og Børsting ser »ret ens på mange af de her ting«.

Mødet mellem Venstre og fagbevægelsen kommer på dagen, hvor Helle Thorning-Schmidt havde inviteret tillidsrepræsentanter fra 19 produktionsvirksomheder ind i Statsministeriet for at tale om, hvilke tiltag der skal til for at styrke konkurrenceevnen og sikre, at der også frem over er arbejdspladser i industrien i Danmark.

»Der er forskellige problemer og udfordringer, der er blevet nævnt, men jeg vil også godt sige, at grundtonen er, at det går godt på mange af de virksomheder, som har været her i dag. Det kunne godt gå bedre, og der er også ting, vi kunne gøre fra politisk hold, og mange af de ideer, jeg har fået i dag, er noget af det, vi vil tage fat på i den kommende tid, hvor vi arbejder videre med konkurrenceevnen,« siger Helle Thorning-Schmidt.

Spørgsmål: Vil du gerne være med til at fjerne skatter og afgifter?

»Vi er optagede af at kigge på skatter og afgifter, fordi det er en del af vores konkurrenceevne, og det er netop derfor, jeg har sat arbejdet i gang, fordi vi skal kigge på, hvordan vi kan forbedre danske virksomheders konkurrenceevne. Vi har en situation, hvor vi over de sidste ti år har fået forringet vores konkurrenceevne med næsten 20 procent, og det bør vi selvfølgelig håndtere og tage ansvar for,« siger hun efter mødet.

Det forventes, at regeringen fremlægger sit bud på en pakke til erhvervslivet i løbet af marts.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu