Thorning hæver ulandsbistand til Myanmar

4. november 2012 18:44 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Thorning hæver ulandsbistand til Myanmar
Billede mangler

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), hæver dansk ulandsbistand til Myanmar – støtten skal bruges til reformer.
 
Danmark står Myanmar bi med mere ulandsbistand samt støtte til fortsatte reformer i landet.
 
Sådan siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) efter sine møder søndag med oppositionsleder Aung San Suu Kyi og repræsentanter for regeringen.
 
– Det er interessant at tale med et menneske, som under meget vanskelige vilkår altid har kæmpet med ikke-voldelige midler for at skabe demokrati i sit land. Det gør mig ydmyg, og sætter den politiske kamp, vi alle fører, i relief, siger Helle Thorning-Schmidt
 
– Jeg understregede, at hun og Myanmar kan regne med Danmark. Hun gav udtryk for, at hun er forsigtig optimist. Hun takkede Danmark for at hjælpe gennem alle årene, siger statsministeren.
 
Suu Kyi blev 1. april 2012 for første gang valgt ind i landets parlament ved et suppleringsvalg. Myanmars militærstyre har det seneste år løsnet jerngrebet med spæde reformer og valg.
 
Danmark støtter Myanmars udvikling mod menneskerettigheder og demokrati. Samtidig har vi fordoblet ulandsbistanden, siger Helle Thorning-Schmidt.
 
Hun kalder det et “rigtig godt skridt”, at EU og USA i april lempede de økonomiske sanktioner mod Myanmar.
 
– Vi skal sikre, at reformerne går den rigtige vej, og at man skaber et retssamfund, siger statsministeren.
 
Hun har i byen Yangon åbnet et dansk og norsk repræsentationskontor sammen med Norges statsminister Jens Stoltenberg. Kontoret styrker dansk bistand til Myanmar, som før hed Burma, og viser, at Danmark gerne engagerer sig mere, siger Helle Thorning-Schmidt.
 
– Vi er parat til at hjælpe i en situation, hvor der er politisk tøbrud, siger hun.
 
Republikken Myanmar ligger i Sydøstasien med grænse til Bangladesh og Indien mod vest, Kina mod nord og Laos og Thailand mod øst.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu