Thorning: Jeg har aldrig fået æg i hovedet

16. april 2013 12:41 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Thorning: Jeg har aldrig fået æg i hovedet
Billede mangler

Det er traditionerne og ikke udsigten til mødet med utilfredse socialdemokratiske vælgere og fagbevægelsen, der holder statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) fra at tale fra den store scene i Fælledparken på arbejdernes internationale kampdag 1. maj.

 

Det fastslår statsministeren på sit ugentlige pressemøde tirsdag.

»Jeg har altid været rigtig glad for at være til 1. maj. og jeg har også været der meget jævnligt. Men vi har en tradition, som handler om, at når der er kommunalvalg, så har det været overborgmesterkandidaten, der har talt på hovedscenen i Fælledparken. Den tradition havde vi i 2005 og i 2009, og den overholder vi også her i 2013,« siger Thorning-Schmidt.

I 1992 blev der blandt andet kastet æg efter Socialdemokraternes daværende formand, Poul Nyrup Rasmussen, da han holdt tale i Fælledparken, men det er altså frygten for kasteskyts, der holder Thorning fra scenen, bedyrer hun.

»Jeg har aldrig fået æg i hovedet, og jeg har altid været glad for at tale i Fælledparken, faktisk rigtig glad. Det er en broget forsamling, men jeg vil ærlig talt sige, at som formand for Socialdemokraterne, så er det en meget stor oplevelse at stå på scenen i Fælledparken og tale til alle de her mennesker. Det er meget sjældent, man oplever det, og det er jeg helt parat til at overlade til overborgmesteren i år,« siger statsministeren.

Socialdemokraternes overborgmesterkandidat ved årets kommunalvalg er den siddende overborgmester, Frank Jensen (S).

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu