Thorning: Jeg overholder jo bare loven

30. januar 2013 15:16 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Thorning: Jeg overholder jo bare loven
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S). Foto: Facebook.

Venstre bør respektere den selvstyrelov, som partiet selv har været med til at indføre. Det er i hvert fald det, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) efter eget udsagn forsøger at gøre, når hun afviser at svare på spørgsmål om Grønlands storskalalov.

 

– Vi svarer på alt det, vi kan svare på, som ligger inden for Danmarks område. Men vi må acceptere, at vi har en selvstyrelov, siger Thorning til TV 2 News.

De spørgsmål, som Venstre og Dansk Folkeparti har stillet statsministeren – og som Thorning har meddelt, ikke vil blive besvaret – ligger altså uden for det danske område, påpeger hun.

I et brev til Folketingets formand og Grønlandsudvalget skriver statsministeren, at Danmark »ud fra den gældende kompetencefordeling mellem Danmark og Grønland« ikke har »en retlig interesse i at få spørgsmålene besvaret«.

Brevet har onsdag udløst massiv kritik fra Venstre og Dansk Folkeparti.

– Det er som om, at statsministeren ønsker at bremse det almindelige parlamentariske arbejde. Folketinget kan jo ikke acceptere at blive koblet af den parlamentariske praksis i forhold til at stille spørgsmål til sager, der er fagligt relevante, siger Venstres grønlandsordfører, Kim Andersen (V).

Men Helle Thorning-Schmidt afviser kritikken.

– Det er jeg fuldstændig uforstående over for. De selvsamme mennesker, som stemte for selvstyreloven og holdt skåltaler, da den blev vedtaget, er ikke i stand til at bakke op om den, siger hun.

Dansk Folkepartis leder, Kristian Thulesen Dahl (DF) kalder Thornings brev med afvisningen »absurd«. Han mener, at hun vil undgå at svare, fordi diskussionen om den grønlandske storskalalov er »ubekvem« for hende.

– Især når det handler om, at man skal lukke Kina ind i det arktiske område – det handler ikke kun om råstoffer, det handler også om sikkerhed. Det er en besværlig diskussion for Thorning, og derfor vil hun gerne lukke den ned, siger Thulesen Dahl.

Både SF og Enhedslisten bakker op om statsministeren. Grønlandsordfører Anne Baastrup (SF) vurderer, at Thorning ville komme på tværs af både selvstyreloven og ministeransvarsloven, hvis hun begyndte at svare på Grønlands vegne.

– Vi er jo ikke en kolonimagt længere, noterer hun.

Finn Sørensen (Ø) opfordrer Kim Andersen og Kristian Thulesen Dahl til at stille spørgsmålene direkte til den grønlandske regering – eller stille dem igennem Folketingets Grønlandsudvalg til det udvalg i det grønlandske landsting, der behandler storskalaloven.

– Vi har en god dialog med dem, og jeg vil foreslå Kim Andersen, at vi løser det på den måde, så han føler, han får en ordenlig behandling i forhold til at få svar, siger Finn Sørensen.

Storskalaloven får indflydelse på dansk lovgivning, fordi Danmark lovgivningsmæssigt skal sige god for, at Grønland kan invitere kinesere til at arbejde i mineprojekter til en relativt lav løn.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu