Thorning om DI-udspil: Vi gransker konkurrenceevnen

4. februar 2013 14:22 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Thorning om DI-udspil: Vi gransker konkurrenceevnen
Billede mangler

Industriens organisation, DI, er klar med en konkurrenceevnepakke, der skal skabe flere arbejdspladser i Danmark. DI vil blandt andet sænke virksomhedernes skatter og afgifter.

 

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) vil ikke kommentere det konkrete udspil, men understreger, at regeringen er i fuld gang med at granske konkurrenceevnen.

– Regeringen er dybt optaget af at rette op på konkurrenceevnen, som er faldet med næsten 20 procent over de seneste ti år. Vi sidder i øjeblikket og kigger på konkurrenceevnen, og vi ser på alt det, som påvirker den, siger Thorning til Berlingske Nyhedsbureau.

– Det skal være attraktivt at have virksomhed i Danmark og skabe nye virksomheder i Danmark, for det er den måde, vi skal skabe arbejdspladser på, tilføjer statsministeren, der i januar varslede en ny jobskabelsespakke, der skal skabe flere job i netop den private sektor.

Ifølge DI ligger energiafgifterne i dag 70 procent højere i forhold til EU som helhed, og derfor skal de sænkes. Det vil være med til at forbedre konkurrenceevnen og skabe omkring 15.000 nye, varige arbejdspladser i hele Danmark over de kommende år. Finansieringen skal ske først og fremmest med nulvækst i det offentlige forbrug i 2014-15.

– Det vil på bare to år frigøre et råderum på omkring ti milliarder kroner. Herudover finansieres konkurrenceevnepakken med reformer af SU-systemet og kontanthjælp – reformer, som regeringen allerede er på vej med, skriver DI i en pressemeddelelse.

Administrerende direktør i DI, Karsten Dybvad, peger i forbindelse med planen på, at Danmarks økonomiske krise er blevet en tillidskrise.

– Virksomhederne er ikke kun usikre på, om de kan sælge deres varer i fremtiden. De er også usikre på, hvordan fremtidens erhvervsvilkår ser ud i Danmark. Usikkerheden betyder, at nye investeringer går Danmark forbi, og vi går glip af job, siger han.

Karsten Dybvad efterlyser langsigtede løsninger og ikke lappeløsninger med pakken, som er bygget på DIs langsigtede strategi frem mod 2020. Den indeholder derfor også et forslag om at nedsætte selskabsskatten med 5 procentpoint fra de nuværende 25 procent til 20 pct. i 2014 for at gøre Danmark til et langt mere attraktivt land at investere i.

– Landenes konkurrence om investeringer er intens, og vores naboer i Sverige og Storbritannien har netop sænket deres selskabsskat. Hvis politikerne allerede i år varsler, at selskabsskatten bliver sat markant ned i 2014, giver det et løft her og nu til erhvervsklimaet, fordi virksomhederne kan se en langsigtet plan for sig, siger Karsten Dybvad.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu