Thorning om Vestas: Jeg blev så ked af det

12. januar 2012 11:49 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Thorning om Vestas: Jeg blev så ked af det
Billede mangler

Nyheden om massefyringer ramte statsministeren i går med et chok.
I Danmark fyres 1.300 ansatte i en branche, “som vi skal leve af”, siger Helle Thorning-Schmidt (S) til TV 2 News.
“Jeg hørte det i går, og jeg blev simpelthen så ked af det. Det er jo helt forfærdeligt, at et område, som vi mente skulle være det, vi skulle leve af i fremtiden, det nu er et område, hvor man fyrer medarbejdere,” siger Helle Thorning-Schmidt til TV 2 News.
Ifølge den selskabsmeddelelse, som Vestas har udsendt, bliver tårnproduktionen i Varde lukket.
Samtidig bliver der skåret ned i administrationen af produktionsenheder i Hammel, Lem, Varde og Ringkøbing.
“Vi ved jo godt, at vi er i krise. Og der er kun en vej ud af den her krise, og det er at arbejde hårdt, investere i fremtiden og gennemgå en masse svære reformer. Det kommer vi til at gøre i 2012,” fortæller statsministeren til TV 2 News.
Alt i alt skal Vestas fyre 2.335 ansatte i Europa, Kina og USA. I USA kan der yderligere blive tale om 1.600 fyringer, hvis den nuværende amerikanske støtteordning ikke bliver forlænget. Fyringerne og fabrikslukningerne sker, fordi Vestas skal spare over 1,1 milliarder kroner.
Statsministeren ser dog lys for enden af tunnellen.
“Jeg vil bare sige til danskerne, at der er lys på den anden side af tunnelen. Den er bare lidt længere, end vi havde forudset for et år siden,” forklarer Helle Thorning til TV 2 News.
Flere steder lægges produktionen sammen for at opnå såkaldte “omkostningssynergier” og skabe større “fleksibilitet” i tilfælde af “længerevarende lavvækst i vindmølleindustrien.”
Som led i omstruktureringen udvider Vestas koncernledelsen fra to til seks direktører. To af stillingerne er endnu ikke besat.
Kilde: TV 2.dk

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu