Thorning: Skru ned for dramaknappen

9. april 2013 12:50 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Thorning: Skru ned for dramaknappen
Billede mangler

Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt (S), opfordrer forud for mødet i S-gruppen, der i medierne er blevet udråbt til et krisemøde, til at man skruer ned for dramatikken.

 

»Jeg tror, man skal skrue en lille smule ned for dramaknappen,« siger Helle Thorning-Schmidt.

»Jeg har været med i så mange år, og vi har igennem alle de år, hvor jeg har været formand for Socialdemokraterne, af og til holdt nogle lidt længere møder, hvor vi får lejlighed til at tale sammen.«

Hun mener ikke, at Socialdemokraterne er i krise.

»Det opfatter jeg ikke. Jeg opfatter, at vi er i gang med et arbejde, hvor vi trækker Danmark igennem krisen. Det er rigtig svært, når der er krise, men nogle skal jo gøre det, og det er bedst, at Socialdemokraterne trækker Danmark igennem krisen, fordi det sikrer, at vi også på den anden side af krisen har et velfærdssamfund,« siger hun.

»Jeg opfatter egentlig, at der i det socialdemokratiske bagland og også i gruppen er en bred opbakning til det, vi er i gang med. Så kan der være nuancer, hvor man har nogle forskellige synspunkter, men jeg tror ikke, der er nogle, der er i tvivl om, at vi gør det langt bedre end de borgerlige ville have gjort,« siger Helle Thorning-Schmidt.

Hun erkender, at Socialdemokraterne i øjeblikket klarer sig dårligt i meningsmålingerne, men »fordi der er dårlige målinger, er det jo ikke ensbetydende med at alt politikken er dårlig,« siger hun.

Mødet i S-gruppen finder sted i Statsministeriet og begynder klokken 16.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu