Thorning: Vi er de mest venstreorienterede

16. april 2013 04:55 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Thorning: Vi er de mest venstreorienterede
Foto: Facebook.

Mens regeringen forhandler på højtryk med de borgerlige partier for at få et flertal for sin omstridte vækstplan, slår statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i et interview med sin svenske formandskollega, Stefan Löfven, fast, at politikerne bag vækstplanen og de mange reformer er mere venstreorienterede end de venstreorienterede politikere, der ikke vil røre den med en ildtang, skriver Ugebrevet A4.

 

De to toppolitikere har på en stor konference i København diskuteret, hvordan de får skeptiske vælgere overbevist om, at socialdemokraterne har de rigtige svar på krisen.

Midt i en krisetid med høj arbejdsløshed kan vælgerne nemlig ikke finde den røde tråd i den politik, som arbejderpartierne fører.

Heller ikke herhjemme, hvor Helle Thorning-Schmidt lige nu er i strid modvind. Og når statsministeren kigger over Øresund til Sverige kan hun god misunde sin svenske kollega.

De svenske sosser ligger dobbelt så godt i meningsmålingerne, som hun gør, og den tidligere fagforeningsformand Stefan Löfven står til en valgsejr hinsidan, hvis der var Rigsdagsvalg i dag.

Hvor Stefan Löfven slår på job, job og atter job og netop har fremlagt et valgprogram med titlen »Fremtidskontrakten«, der lægger op til at give svenskerne tryghed og job, har Helle Thornings-Schmidt med Vækstplan.dk også lovet at skaffe 150.000 job inden 2020 – men uden at få vælgerne til at føle sig trygge.

Nu mødes de i København for at lære af hinanden. Og selvom den svenske partileder Stefan Löfven er kendt for sin kritik af EUs stramme økonomiske kurs, der ikke efterlader nok frihed til offentlige investeringer, har han kun ros til overs for sin danske partifælle.

»For mig handler det at være socialdemokrat om, at vi kun kan skabe mere og bedre velfærd ved at skabe flere job. Og man kan ikke skabe flere arbejdspladser uden samtidig at se på mere og bedre uddannelse, orden i økonomien og bedre rammebetingelser for erhvervslivet. Hjemme i Sverige har jeg hentet inspiration i den danske Vækstplan, og her vil jeg gerne rose Helle Thorning for at vise lederskab og stå op for, at der skal være styr på budgetterne,« siger Stefan Löfven.

Den danske statsminister fremhæver, at erhvervspolitik og solidarisk fordelingspolitik ikke kan adskilles men er uløseligt forbundet.

»Det er helt overset, at solidaritet også handler om at se, hvordan det går for vores erhvervsliv. Det kan godt være, at det er os, der både tør reformere og have orden i økonomien, som i virkeligheden er de mest venstreorienterede og mere optagede af den langsigtede velfærd og solidaritet. mens de andre er ligeglade med, hvordan det går med vores erhvervsliv, og om der er styr på økonomien og dermed en sikring af velfærden fremadrettet,« siger Helle Thorning-Schmidt.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu