Thorning vil have tilliden tilbage i Europa

18. januar 2012 14:31 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Thorning vil have tilliden tilbage i Europa
Billede mangler

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) havde i dag skiftet Folketingets talerstol ud med den, der står i Europa-Parlamentet i Strasbourg.
Herfra talte hun til kommissionen om de danske planer for formandskabet, gældskrisen i og vigtigheden af at få Europa tilbage på sporet.
“Vi bliver nødt til at konfrontere de økonomiske udfordringer med beslutsomhed, for at genskabe tilliden til Europa. For at skabe et nyt fundament for vækst og fremgang. For at sikre langtidsholdbarheden af den europæiske model,” sagde hun og fortsatte:
“Det skylder vi alle generationer af europæere, men specielt, skylder vi det til ungdommen.” understregede Helle Thorning-Schmidt, der også fortalte de fremmødte, at hun betragter sig selv som “europæer af hjertet, og ikke mindst europæer for mine børn.”
Under talen fremlagde hun den danske dagsorden for formandskabet.
“Budgetdisciplin. Vækst og nye job. Et grønnere Europa. Og at garantere sikkerheden for europæiske borgere og Europas stemme i verden. Disse er vores prioriteter,” sagde hun.
I talen vendte hun desuden gentagne gange tilbage til den nyligt afdøde tjekkiske politiker og statsmand, Vaclev Havel.
“Hvis vi skal sikre Václav Havel’s vision om samarbejde og solidaritet, må vi forsikre et Europa ‘på arbejde igen. Og det vil vi gøre sammen,” sagde hun.
Den følelsesladede og Europa-positive tale blev godt modtaget af forsamlingen, der kvitterede med højlydte klapsalver.
Danmark har EU-formandskabet de næste seks måneder.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu