Thorning vil ikke lovgive mod bankgebyrer

22. januar 2013 16:20 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Thorning vil ikke lovgive mod bankgebyrer
Billede mangler

Regeringen vil i stedet forsøge at finde en løsning i samspil med bankernes brancheorganisation.

 

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) understreger således, at regeringen helst vil undgå at vride armen om på bankerne med lovgivning, og desuden minder hun om, at det står kunderne frit for at skifte bank, hvis de er utilfredse med bankernes gebyrer.

– Jeg vil godt undgå at lovgive om et område, der sådan set hører til den private sektor, hvor vi har et system med, at bankerne bestemmer, hvad gebyrerne skal være, og kunderne er helt fri til at vælge, hvilken bank de gerne vil have, siger Helle Thorning-Schmidt.

Hun siger, at erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF) på vegne af regeringen vil gå i dialog med bankernes brancheorganisation, Finansrådet, og her vil man forsøge at finde en løsning på den problemstilling, der er opstået, efter Dansk Bank annoncerede, at man blandt andet vil indføre gebyrer for såkaldte små kunder.

– Der er rigtig mange banker, der opkræver et gebyr. Det er vist mere almindeligt, end det er ualmindeligt i den danske bankverden. Vi vil tage en snak med Finansrådet om, hvordan vi sikrer, at der er rimelige vilkår for at have en helt almindelig konto.

Spørgsmål: Så det er okay at opkræve gebyrer blot for det at have en konto?

– Jeg vil ikke gå nærmere ind i detaljer om, hvilke gebyrer der er okay, og hvilke der er ikke er okay. Jeg tror, vi kommer længere med den her problemstilling ved at tage en snak med Finansrådet, og det gør erhvervs- og vækstministeren nu, siger hun.

– Jeg tror egentlig, at alle er interesseret i, at i det moderne Danmark, der skal det være sådan, at alle mennesker kan få en almindelig indlånskonto på rimelige og ordentlige vilkår, siger Helle Thorning-Schmidt.

Kursen fra Thorning er dermed mindre hård over for bankerne end den, som Socialdemokraternes erhvervsordfører, Benny Engelbrecht (S), mandag lagde op til:

– Mange banker kigger med interesse på det, Danske Bank har planer om, og hvis det her bliver en tendens, så bliver vi nødt til at stoppe det ved lov, sagde han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu