Tidl. PET-chef: Bliv væk, Hedegaard

7. februar 2013 14:14 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Tidl. PET-chef: Bliv væk, Hedegaard
Billede mangler

Det er uvist om islamkritikeren og debattøren Lars Hedegaard møder op til aftenens arrangement i Trykkefrihedsselskabet, hvor han er formand. Efter tirsdagens drabsforsøg beskyttes Hedegaard af Politiets Efterretningstjeneste, PET, og end ikke Trykkefrihedsselskabets bestyrelsesmedlemmer kan komme i kontakt med hovedpersonen selv.

 

Men spørger man Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere operativ chef i PET, er rådet klart:

Bliv væk.

»Min anbefaling til Lars Hedegaard er: Jeg synes, du skal holde lav profil. Du skal sunde dig og komme dig. Find hurtigst muligt ud af motivet bag drabsforsøget. Og kom så hjem i de trygge rammer, som man formentlig er i gang med at skabe i hans bolig med både ydre og indre sikring,« siger Hans Jørgen Bonnichsen til Berlingske og tilføjer:

»Men det er suverænt Lars Hedegaard selv, som afgør, om han vil deltage i arrangementet eller ej. Han er jo ikke frihedsberøvet.«

70-årige Lars Hedegaard blev tirsdag formiddag angrebet ved sin lejlighed på Frederiksberg. Da han åbnede sin hoveddør, trak gerningsmanden, som foregav at være postbud, en pistol og skød hen over Hedegaards hoved, og de to mænd sloges kort. Da gerningsmanden forsøgte at skyde igen, gik pistolen i baglås eller klikkede. Gerningsmanden flygtede i retningen af Søndermarken og er stadig på fri fod. Politiet er fortsat meget interesseret i oplysninger fra borgere.

Efter drabsforsøget lød det fra Lars Hedegaard, at han på ingen måde ville bøje sig for vold, mord eller terror.

På Trykkefrihedsselskabets dagsorden i aften står først en ekstraordinær generalforsamling, så en debat om omskæring af drengebørn. Det principielle tema er grænser for religionsfrihed og staten.

Hedegaards deltagelse vil ifølge PETs tidligere operative chef kræve sikkerhedsforanstaltninger som synlig polititilstedeværelse og metaldetektorer ved indgangen til Dansk Forfatterforening, hvor arrangementet holdes. Til- og frakørslen skal dækkes med såkaldte rysteture, hvor eventuelle forfølgere rystes af.

Den slags sikkerhedsopgaver har PET ifølge Bonnichsen erfaringer med fra besøg fra statsoverhoveder og andre potentielle terrormål. Og så er det ifølge ham helt efter bogen, at en eventuel deltagelse holdes hemmelig:

»Man vil aldrig nogensinde offentliggøre på forhånd, om han deltager, fordi så giver man folk en planlægningstid.«

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu