Tidligere borgmester kylet ud af Venstre

19. december 2012 08:49 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Tidligere borgmester kylet ud af Venstre
Billede mangler

Troels Christensen er både tidligere borgmester i Hashøj Kommune samt tidligere folketingsmedlem – nu er han smidt ud af Venstres byrådsgruppe  i Slagelse.
 
Tidligere borgmester og folketingsmedlem Troels Christensen (V) blev mandag udelukket af Venstres byrådsgruppe i Slagelse. Det betyder også, at han ikke er længere er medlem af partiet Venstre, skriver Sjællandske.
 
Det er Venstres gruppeformand i byrådet, Stén Knuth, der med byrådsgruppens opbakning har meddelt Troels Christensen, at han øjeblikkeligt skal udtræde af Venstres gruppe.
 
– Det er meget beklageligt, at vi er kommet hertil – både for Venstre og byrådsgruppen. Men med den situation, der var opstået, var tilliden væk, og derfor kunne samarbejdet ikke fortsætte, siger Stén Knuth til DR Sjælland.
 
Formanden for Venstres Vælgerforening i Slagelse, Knud Vincents, bekræfter over for Sjællandske, at det betyder, at Troels Christensen dermed ikke længere er medlem af partiet Venstre.
 
Troels Christensen har tidligere været borgmester i Hashøj Kommune, og han sad i Folketinget for Venstre i to perioder frem til 2011, hvor han lige netop ikke fik nok stemmer til et genvalg.
 
Han er fortsat første suppleant for Venstre i Sjællands Storkreds, men tidligere på året blev han vraget som folketingskandidat i Slagelseskredsen til fordel for formanden for Venstres Ungdom, Morten Dahlin.
 
Det er ifølge Sjællandske en strid om, hvem der skal være Slagelses repræsentant i Museum Sjælland, som har ført til udsmidningen af Troels Christensen.
 
Her opstod der den mærkværdige situation, at Troels Christensen fik støtte fra Socialdemokraterne og SF i Slagelse Kommune, mens hans tidligere partifæller i Venstre foretrak en anden Venstre-mand.
 
I sine seks et halvt år Folketinget markerede Troels Christensen sig som sit partis kulturordfører og formand for Folketingets Kulturudvalg.
 
Samtidig går han over i den politiske danmarkshistorie som en del af Folketingets første enæggede tvillingpar. Troels Christensens tvillingbror, Villum Christensen, er således folketingsmedlem for Liberal Alliance.
/ritzau/
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu