Tidligere DSB-chef føler sig frikendt

3. april 2013 17:41 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Tidligere DSB-chef føler sig frikendt
Billede mangler

DSBs tidligere topchef Søren Eriksen føler sig frikendt at den advokatundersøgelse, som onsdag middag blev fremlagt i Trafikministeriet, om forholdet mellem statsbanerne, PR-bureauet Waterfront og freelancejournalisten Lars Abild. 

»Jeg kan med tilfredshed konstatere, at undersøgelsen ikke giver grundlag for at konkludere, at der var en egentlig aftale mellem DSB og Waterfront om ansættelsen af Lars Abild, ligesom det i undersøgelsen dokumenteres, at han ikke er blevet stækket i sin journalistiske frihed i forhold til dækningen af DSB. Jeg anser med undersøgelsens konklusion den grundlæggende præmis for DRs historie 13. januar for at være tilbagevist,« skriver Søren Eriksen i en pressemeddelelse.

Konklusionen fra advokatfirmaet Bruun og Hjejle – og bakket op af Kammeradvokaten – er ellers, at Lars Abild blev udsat for »sjælelig massage«, og at det er overvejende sandsynligt, at DSB betalte Waterfront for de opgaver, som Lars Abild udførte for PR-bureauet.

Udsendelsen på DR1 i januar afslørede en række mails mellem det statsejede DSB og Waterfront, der i detaljer beskrev, hvordan DSBs underdirektør Peder Nedergaard Nielsen tilsyneladende havde fået Waterfronts direktør Lars Poulsen til at udarbejde profiler af en række af Folketingets politikere, der kunne have DSBs interesse. Desuden skrev Lars Poulsen, at Waterfront havde sørget for, at freelancejournalisten Lars Abild blev beskæftiget med opgaver, sådan at han ikke havde tid til at skrive kritiske artikler om DSB.

Men tidligere DSB-chef Søren Eriksen mener, at det ikke berettiger til kritik af hverken DSB eller ham selv, hvis Waterfront har søgt at »nuancere Lars Abilds opfattelse af DSB«.

»En virksomhed som DSB er dybt afhængig af de nære interessenter, hvorfor det ville være udtryk for dårlig ledelse ikke at have fokus på kommunikationen med disse. Arbejdet med strategisk kommunikation og interessenthåndtering skete på baggrund af de vilkår, der var gældende for DSB som konkurrenceudsat operatør, og jeg bemærker i den forbindelse, at aftalen med Waterfront blev fornyet af den nuværende ledelse. Omvendt giver rapporten naturligvis anledning til refleksioner, som kan anvendes i fremtidige samarbejdsrelationer mellem sådanne konsulenter og statslige virksomheder, herunder tiltag om etablering af en særlig Whistleblower-funktion, som allerede blev påbegyndt implementeret i min tid som direktør,« skriver Søren Eriksen i pressemeddelelsen.

Han ønsker ikke at uddybe sin holdning yderligere.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu