Tidligere landsholdsspiller ramt af kræft

11. marts 2013 20:51 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Tidligere landsholdsspiller ramt af kræft
Billede mangler

Den tidligere landsholdsspiller i håndbold, den 30-årige Daniel Svensson, er blevet ramt af kræft-formen Hodgkins lymfom, der er en form for lymfekræft.

 

Det skriver net-mediet people in sport mixed zone på sin Facebook-side.

Siden december havde en bakterieinfektion medført et stort vægttab for Daniel Svensson og efterladt ham meget afkræftet. På trods af antibiotikabehandlinger viste Daniel Svenssons værdier sig så unaturlige, at man valgte at viske tavlen ren og starte nye undersøgelser.

Her viste det sig altså, at Daniel Svensson har pådraget sin Hodgkins lymfom.

Daniel Svensson skal i kemo-behandling, men Hodgkins lymfom er ikke en kræftform med specielt høj dødelighed, og takket være hans fine form skulle overlevelseschancerne være gode.

– Uvisheden var det værste. Men nu, hvor jeg har fået sat navn på det, så har jeg haft mulighed for at snakke med min kæreste og få tænkt over tingene. Udsigterne er gode, og jeg er 100 % indstillet på at overvinde det her. Jeg vil smadre kræften, siger Daniel Svensson.

Playmakeren begyndte karrieren i den københavnske klub IF Stadion, inden han fortsatte i de nu nedlagte Ajax Farum og FCK Håndbold. Siden kom Daniel Svensson til Aalborg, hvor han blev dansk mester med AaB, inden turen i 2010 gik til udlandet – først til spanske Toledo og siden februar 2011 i tyske TuS N-Lübbecke.

Daniel Svensson har spillet otte landskampe for Danmark.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu