Tidligere plejebarn forsvarer Mern-forældre

8. februar 2012 17:10 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Tidligere plejebarn forsvarer Mern-forældre
Billede mangler

Iført en ternet skjorte og en kropsholdning, der minder meget om den tiltalte plejefar, afgav Benjamin Jensen i dag sin forklaring om forholdene hos plejefamilien i Mern.
Det er knap 12 år siden, at han som 13-årig kom til familien. Og modsat de tidligere vidner, kan han ikke genkende de grove beskyldninger.
“Efter min mening havde de andre det godt,” forklarede han i retten i Nykøbing Falster.
Han husker ingen eksempler på vold, hverken mod ham selv eller de andre plejebørn. Den unge mand kan godt huske, at plejefaderens temperament godt kunne være iltert, men aldrig voldeligt.
“Som jeg husker det, blev det aldrig fysisk,” sagde han.
Adspurgt af en undrende anklager, måtte Benjamin Jensen flere gange nægte, at der skulle have været vold i hjemmet. Samtidig beskrev han plejeforældrene som nogen, der interesserede sig for ham og satte rimelige regler op.
“De er som en mor og en far for mig,” understregede han.
De har stadig løbende kontakt, og forældrene følger med i hans karriere i Irland.
Tidligere har den unge mand afgivet til forklaringer til politiet, her ville han ikke sige noget ’smuds’ om familien
“Hvis jeg var blevet slået, ville jeg aldrig fortælle det,” fortalte han dengang. Det bekræftede han i dag i retten.
Til gengæld fremhæver han, at plejefaderen, der er tiltalt for vold og dødstrusler, lærte ham vigtige personlige egenskaber.
“Min plejefar lærte mig at styre mit temperament,” siger han i dag og tilføjer, at det vigtigste han lærte af at bo der var respekt for andre mennesker. I hans opfattelse, var det det, der blev udvist i familien.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu