Tidligere Real-træner bekræfter Laudrup-jagt

26. februar 2013 09:13 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Tidligere Real-træner bekræfter Laudrup-jagt
Billede mangler

Alle har en mening om Michael Laudrup. Og dem er der i hvert fald ikke blevet færre af, efter danskeren søndag vandt Liga Cuppen med Swansea.

Nu melder 63-årige John Toschack sig så også på banen, og han har et budskab, der handler om, at Real Madrid er interesseret i Laudrup som afløser for Mourinho.

– Det er helt naturligt, at Real Madrid, hvor Laudrup spillede fra 1994 til 1996, kigger på Swanseas træner. Jeg ved, at de følger ham. Der er interesse. Spørgsmålet er bare, om Laudrup vil ødelægge et af fodboldens smukke ægteskaber, skriver John Toschack i en klumme i Daily Mail, hvor han også drager paralleller til Laudrups tidligere træner i Barcelona, Johan Cruyff .

– Når jeg ser på Swanseas træner, ser jeg Johan Cruyff. De var begge fantastiske fodboldspillere, og lighederne mellem dem som trænere bliver også hele tiden større. Ligesom Cruyff har Laudrup en særlig aura omkring sig, skriver John Toschack i sin klumme.

Toshack spillede som aktiv selv i både Liverpool og Swansea. Som træner har han bl.a. været i Real Madrid i to omgange tilbage i 90erne samt Real Sociedad i tre omgange, og han også været landstræner for Wales og Makedonien.

Waliserens argumenter er ikke grebet helt ud af den blå luft. Mandag blev der afholdt en afstemning blandt 40.000 Real Madrid-fans, og her svarede 78 procent, at de gerne så Michael Laudrup som ny cheftræner for deres favoritter.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu