Tiger ligger lunt i Masters-svinget

11. april 2013 22:02 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Tiger ligger lunt i Masters-svinget
Billede mangler

Der er ingen, der hverken vinder eller taber US Masters på førstedagen. Spørg bare Rory McIlroy, der i 2011 førte den prestigefulde major på Augusta National i Georgia efter både første, anden og tredje runde, men som på fjerdedagen faldt helt sammen og sluttede som nummer 15.

Eller spørg Tiger Woods, der i 2005 lagde ud på førstedagen med en runde i 74 slag, to over par, efter en hård kamp med den drilske bane, men efterfølgende fandt storspillet frem og endte med at vinde med tre slag ned til sin amerikanske landsmand Chris DiMarco.

Det er i øvrigt den seneste gang, Tiger Woods har vundet Masters, men efter en åbning i hæderlige to under par og en placering i toppen, kan det blive året, hvor Woods igen er over alle andre efter en hård kamp for at komme oven på igen i kølvandet på de skader og skandaler, der har spoleret så meget for amerikaneren de senere år.

Tiger Woods begyndte torsdagen stille og roligt og holdt sig i par på de første fem huller. Men så trak han birdies op på sjette, ottende og 13. hul, og sneg sig langsomt men sikkert ind på den på det tidspunkt førende australier Marc Leischman, der gik en forrygende torsdagsrunde i seks under par, der blev indledt med en bogey på første hul og efterfulgt af imponerende syv birdies på de resterende 17 huller.

At Tiger Woods ikke er usårlig, så man dog på 14. hul, da han fulgte sin tredje birdie op med at tabe et slag på hullets svære green. Men Tiger holdt dog sammen på spillet på de resterende huller og kan fredag gå ud til anden runde vel vidende, at han ligger lunt i svinget i jagten på sin femte grønne vinderjakke i karrieren.

Eller sagt på en anden måde. Tiger Woods er stadig blandt de absolutte favoritter til årets US Masters-titel.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu