Til sommer kan homoseksuelle blive gift

13. marts 2012 14:04 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Til sommer kan homoseksuelle blive gift
Billede mangler

Snart kan alle medlemmer af folkekirken blive kirkeligt viet – uanset hvem man elsker. Regeringen er nemlig klar med et lovforslag om kirkelige vielser af bøsser og lesbiske fra den 15. juni.
Det fortalte statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i dag på sit ugentlige pressemøde.
“Allerede til sommer vil vi se de første bøsser og lesbiske blive gift i den danske folkekirke. For mig og regeringen er det helt naturligt og et rigtigt skridt i et moderne Danmark,” sagde statsministeren på pressemødet og fortsatte:
“Det er et vigtigt skridt for et samfund, som anerkender den enkeltes forskellighed og den enkeltes ligeværd, uanset hvem man er, og uanset, hvem man elsker.”
På forhånd står det klart, at ikke alle præster vil være med til at vie personer af samme køn.
Blandt nogle præster findes den holdning, at homoseksualitet er en vrangvendt seksualitet, der er i strid med Bibelen.
Ifølge statsministeren bliver det op til den enkelte præst at bestemme, om de vil vie homoseksuelle i kirken.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu