Tilbage i varmen

19. april 2013 14:58 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Tilbage i varmen
Billede mangler

For to år siden var Kim Andersen en af cykelsportens mest magtfulde mennesker. Han stod med det sportslige ansvar for virkeliggørelsen af cykelsportens drømmehold, Team Leopard Trek.

 

Bag sig havde han efterladt sin tætte samarbejdspartner, Bjarne Riis, hvis hold var på randen af nedbrud uden ryttere og uden en ny sponsor. Kim Andersen nød det. Altså ikke Bjarne Riis’ krise, men sin nye magtfulde position. Med tre af cykelsportens mest interessante navne Fabian Cancellara, Andy Schleck og Fränk Schleck ville han feje konkurrenterne af banen. Nu var det hans tur til at skinne.

Sejrene lod dog vente lidt på sig. Der var alt for mange andenpladser, og årets helt store mål Tour de France blev også en andenplads. Allerede her stoppede eventyret for den første dansker, som kørte i den gule trøje i Tour de France.

Kim Andersen blev degraderet, som følge af fusionen med Team Radioshack og indtrædelsen af magtfulde Johan Bruyneel. Hele 2012 levede han i cykelsportens anden division med få og små cykelløb. Det var ikke sjovt for en mand, som får det dårligt, når han ikke er omkring cykling.

– Selvfølgelig synes jeg, at det var uretfærdigt, men det kunne jeg ikke gøre så meget ved. Det var bare sådan, det var. Sidste år endte arbejdsmæssigt med at blive et afslappende år, men så var det hårdt på mange andre måder, siger Kim Andersen.

I dag er billedet vendt om igen. Kim Andersen er tilbage med magt. Ikke på samme måde som på Team Leopard-Trek, men han er med, hvor det er sjovt. Han har fået ansvaret for Andy Schleck, som lige nu kæmper for at komme tilbage efter sin krise. Dét er et arbejde Kim Andersen elsker. Han har inviteret inden for i Team Radioshacks bus i Belgien, hvor holdet forbereder sig på Liège-Bastogne-Liège på søndag.

Over en kop espresso fortæller han, hvordan han ser tilbage på bruddet med Bjarne Riis og overgangen til det luxembourgske storhold.

– Det var en voldsom forandring for mig. Jeg forlod en fantastisk stilling hos Bjarne, fordi vi ville prøve at bygge noget nyt op på Leopard Trek. Trekvart år efter, blev jeg fjernet igen, siger Andersen, som i den danske befolkning blev beskyldt for at stikke Riis i ryggen.

– Jeg har ikke på noget tidspunkt talt dårligt om Bjarne. Jeg havde rigtig meget indflydelse på Saxo Bank, men man bliver også nødt til at se det som et professionelt job, og jeg fik muligheden for at stå som den ansvarlige for et stort hold. Den mulighed er meget svær at sige nej til. At det så skulle blive en kort fornøjelse, kunne jeg ikke vide dengang.

– Det var virkelig sjovt det første trekvart år. Det var store drømme. Der var selvfølgelig fejl i det første år, som vi skulle rette op på til året efter, men alt i alt havde vi samlet noget rigtig godt. Men det var der nogen, der ikke kunne se det gode i.

– Der var et rigtig godt sammenhold. Der kom mange ryttere fra Riis’ hold, men der var også mange nye, og vi var faldet rigtigt godt sammen. Vi havde virkelig en rigtig god holdånd. Selv en sponsor som Trek, der har været i sporten i mange år, kigger stadig tilbage på det første år med glæde.

Selvom Kim Andersen er tilbage i varmen er fremtiden usikker for ham og Schleck-brødrene. Radioshack trækker sig formentlig som sponsor efter denne sæson, og med den lettere vanvittige rigmand Flavio Becca som bagmand for holdet, ved man aldrig, om holdet eksisterer næste år. Kim Andersen vil gerne fortsætte på holdet, men han kunne også sagtens se sig selv genoptage det gode samarbejde med Bjarne Riis, som han holder kontakten med.

– Vi har stadig lidt kontakt, det er ikke så meget, for jeg har masser at se til med mit eget hold. Men Bjarne tager da telefonen, når jeg ringer, siger han med grinende henvisning til, at Riis for mange andre – ikke mindst medierne – er en svær mand at få fat i.

– Man skal aldrig sige aldrig til, om vi kunne komme til at arbejde sammen igen. Vi er gået hver vores vej, men Bjarne ved også godt, at jeg fik en mulighed, jeg ikke kunne sige nej til dengang. Men jeg vil i hvert fald ikke sige nej til at arbejde med ham igen på et tidspunkt. Det er en dør, jeg ikke vil lukke.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu