Tilbageslag for eksport af grøn teknologi

6. marts 2013 23:09 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Tilbageslag for eksport af grøn teknologi
Billede mangler

Den højtbesungne grønne danske teknologi er ramt af et alvorligt tilbageslag.

 

Siden 2008 er eksporten af grønne løsninger og teknologi til det vigtige europæiske marked faldet med omkring 18 procent, viser beregninger, som brancheorganisationen Dansk Energi har foretaget for Berlingske. I samme periode faldt den samlede danske industrieksport med seks procent.

Det er den lave vækst og høje arbejdsløshed, specielt i Sydeuropa, der har trængt den grønne dagsorden i defensiven, skriver Berlingske Business torsdag.

Stenuldsproducenten Rockwool er blandt de danske virksomheder, der mærker tilbagegangen.

»Det er ikke for sjov, når jeg taler om »den europæiske syge«. Kontinentet er virkelig hårdt ramt på økonomien, og det er svært at se, hvornår og hvordan vi kommer ud af problemerne. Vi kan se, at det smitter af på investeringslysten,« siger Rockwools administrerende direktør, Eelco van Heel.

De grønne danske teknologier drejer sig om bedre udnyttelse af energi, løsninger inden for klimatilpasning og teknologier med udgangspunkt i vedvarende energi.

Den danske solcelleproducent SolarCap kæmper også med et vanskeligt europæisk marked.

»Der skal arbejdes meget mere for at nå de mål, vi sætter os. Siden 2008 har markedet været langt mindre attraktivt end tidligere,« fortæller administrerende direktør Torben Sørensen.

Flere faktorer medvirker til det grønne tilbageslag i Europa. EUs CO2-kvotesystem, som skulle give industrien et økonomisk incitament til at udlede mindre CO2, er reelt brudt sammen. Derfor er det i dag langt billigere at fyre med fossile brændsler som kul og olie. Den amerikanske skifergas kan svække viljen til grøn omstilling yderligere.

EUs klimakommissær, Connie Hedegaard, opfordrer Europa til at få styr på CO2-kvoterne:

»Det er klart, at når prisen for at udlede CO2 er faldet dramatisk, er der ikke det samme incitament for at foretage de nødvendige investeringer i grøn energi«.

»Men vi må konstatere, at når krisen kommer, så går ingen fri – men klimaproblemerne går ikke væk,« siger hun.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu