Tillidsrepræsentantens rolle udvandes i det private

27. marts 2013 01:19 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Tillidsrepræsentantens rolle udvandes i det private
Billede mangler

Kun lidt over halvdelen af ansatte i private virksomheder mener, at det er »meget vigtigt« eller »vigtigt« at have en tillidsrepræsentant på arbejdspladsen. Hos de offentligt ansatte er det tilsvarende tal 79 procent, viser en meningsmåling a-kassen ASE har lavet blandt 1.200 danskere, skriver Politiken.
Resultaterne viser, at tillidsmandsinstitutionens rolle på det private arbejdsmarked er under forandring, mener direktør i ASE Karsten Mølgaard Jensen.

 

»På mange private arbejdspladser er tillidsrepræsentantens rolle ved at blive udvandet. Det viser sig også ved, at der er en masse virksomheder, hvor man har droppet at have en tillidsrepræsentant«, siger han.

Det kan hænge sammen med den vigende organisationsgrad på dele af det private arbejdsmarked, mener Karsten Mølgaard Jensen.

»Det fundament, som tillidsmanden har stået på, er ved at blive eroderet – især på det private arbejdsmarked. Tillidsmanden eller -kvinden har ikke det samme mandat som tidligere. I sidste ende smitter det selvfølgelig også af på, hvem der ønsker at være tillidsrepræsentant«, siger han.

ASEs måling viser også, at der er mange private arbejdspladser, der slet ikke har en tillidsrepræsentant. Det svarer 39 procent af de privatansatte i undersøgelsen. Det er kun ni procent for de offentligt ansatte.

Det er dog ikke nødvendigvis udtryk for, at tillidsinstitutionen er i krise, mener arbejdsmarkedsforsker og lektor Steen E. Navrbjerg fra Københavns Universitet. Han peger blandt andet på virksomhedernes størrelse.

»Den gennemsnitlige danske virksomhed har fire medarbejdere. Derfor er der rigtig mange virksomheder, hvor der ikke er en tillidsrepræsentant, og hvor du derfor helt naturligt henvender dig til lederen, hvis der er problemer«, siger han til Politiken.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu