Tjener styrtende på bilforsikringer

27. marts 2013 03:59 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Tjener styrtende på bilforsikringer

Bilisterne betaler en meget stor del af regningen for forsikringsselskabernes store indtjeningsfest. De får nemlig stadig mindre ud af at forsikre sig, mens forsikringsselskaberne kan stikke en stadig større del af det, der ofte er familiens største forsikringspost, i lommen, skriver Berlingske Business.

 

Helt nye tal for udbetalte erstatninger for motorforsikring fra brancheforeningen Forsikring og Pension viser nemlig, at der bliver udbetalt stadig mindre summer i form af erstatninger i takt med, at danskerne køber stadig billigere små biler, som endda er forsynet med det nyeste og bedste sikkerhedsudstyr. Det slår direkte igennem på selskabernes indtjening. En gennemgang af regnskaberne for tre af landets største forsikringsselskaber viser, at de kan stikke i omegnen af 20 kroner direkte i lommen for hver 100 kroner, som kunderne betaler i præmie på bilforsikringen.

Hos FDM undrer forbrugerøkonom Allan Skytte Christensen sig over, at forsikringsselskaberne tilsyneladende fortsat har held med at lade bilejerne betale for dårligere indtjening på andre forsikringsområder.

»Jeg har selv undersøgt området, og jeg må sige, at det er meget svært at retfærdiggøre de prisstigninger, der har været, ud fra udviklingen i erstatninger.«

De seneste uger har Berlingske Business sat fokus på konkurrencen på forsikringsområdet blandt andet på de høje gebyrer for at skifte forsikring inden for et år. Det får nu erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF) til at kræve øget gennemsigtighed om gebyrerne på forsikringsområdet:

»Jeg lægger stor vægt på, at der er en effektiv og velfungerende konkurrence også på forsikringsområdet,« siger hun.

I brancheforeningen Forsikring & Pension vil underdirektør Hans Reymann-Carlsen ikke udelukke, at der snart kommer større konkurrence om bilforsikringerne på baggrund af selskabernes store indtjening.

»Hvis man ser historisk på det, kører det op og ned, hvor der efter noget tid måske kan blive rum til konkurrence og rum til priskrig og den slags ting. Men jeg kan ikke udtale mig om, hvorvidt der er råd til det nu, for det må være de enkelte selskaber, som fastsætter deres priser,« siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu