To anholdt efter skyderi i Køge

6. februar 2013 22:30 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
To anholdt efter skyderi i Køge
Billede mangler

Onsdag formiddag blev der løsnet flere skud midt i Køge omkring en tatovør på Nørre Boulevard. To personer er nu anholdt i forbindelse med skyderiet, fortæller politiet.

 

– Vi har været massivt til stede, og for tre timer siden anholdt vi den første mand, og for en time siden lykkedes det os at få fat på den anden mistænkte, siger vagtchef hos Midt – og Vestsjællands Politi, John Jensen, til bt.dk.

– Vi har derfor to mænd, der skal afhøres i løbet af natten, så det bliver først i morgen tidlig, der tages stilling til, om de skal fremstilles i grundlovsforhør i morgen, siger vagtchefen videre og ønsker ikke at oplyse yderligere om de to mistænkte.

Politiet blev alarmeret onsdag kort før klokken 13, og det var anden gang indenfor blot 10 timer, at der blev affyret skud i området omkring Køge.

Tidligere i dag oplyste politiet, at vidner havde set to mulige gerningsmænd forlade stedet.

– To maskerede mænd er set køre fra stedet på en rød knallert. Knallerten er kørt fra Nørre Boulevard mod vest, sagde Simon Schwaner fra Midt – og Vestsjællands Politi.

Natten til onsdag blev en mand såret i knæet, da en eller flere personer affyrede fire til fem skud ind i mandens lejlighed i nabobyen Herfølge. Skudofferet ved denne episode har kendte banderelationer, skriver bt.dk, men det vides endnu ikke, om der er en forbindelse mellem de to skyderier.

I begge sager kan Midt – og Vestsjællands politi kontaktes på telefon 114.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu