To danskere sigtet i Europas største doping-sag

31. marts 2013 01:42 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
To danskere sigtet i Europas største doping-sag

Når steroider skal smugles til de andre skandinaviske lande, er Danmark en af smuglernes foretrukne porte, skriver Politiken.

 

Det viser sagerne om to store dopingringe, som norsk og svensk politi har optrevlet fra 2009 til i dag.

To danskere er sigtet i Europas største dopingsag nogensinde for »at være med til organiseret omsætning og indsmugling af dopingmidler til Norge,« fortæller norsk politi.

»Danskerne var en del af et større netværk. De modtog rent dopingpulver, som de videresendte, smuglede eller opbevarede for nogle af de store bagmænd i den her sag. Vi kan også se, at der kommer færdige dopingpræparater fra Danmark ind i Norge«, siger Per Martin Utkilen, chefanklager i Sør-Trøndelag Politidistrikt og efterforskningsleder i den norske sag med navnet Operasjon Gilde.

Omkring 100 personer er sigtet for deres deltagelse i den norske dpoingring, der har omsat for mere end 100 millioner sorte kroner over de seneste syv år.

Politiet i Sør-Trøndelag har beskrevet Danmarks rolle i sagen i et høringssvar til den norske regering, der er i gang med en stramning af lovgivningen på dopingområdet.

»Indførsel sker ofte via mellemmænd i Sverige, Danmark og Storbritannien (…) politiet erfarer, at der er stor forskel på lovgivningen fra land til land, når det gælder straffen for at være involveret i dopingkriminalitet. Bagmændene har sat sig ind i dette og bruger kanaler gennem lande, der ikke ser så alvorligt på dopingkriminalitet«, skriver politiet i høringssvaret.

»Bagmændene har valgt nogle veje, hvor risikoen for at blive opdaget er så lille som muligt. Der har de så blandt andet udset sig Danmark«, uddyber chefanklager Per Martin Utkilen.

Strafferammen for at sælge, fremstille eller smugle steroider er to år i Danmark, mens den er mindst seks år i alle nabolandene.

I Danmark vil justitsminister Morten Bødskov (S) ikke kommentere Danmarks rolle på det europæiske dopingmarked. Han henviser til regeringens planer om at hæve strafferammen til seks år til efteråret.

De to sigtede danskeres rolle var at tage imod flere kilo rent steroidpulver fra Asien og være med til at smugle det ind i Norge.

Et kilo rent steroidepulver har en købspris på 20.000 kroner og kan i kyndige hænder blive til omkring 200.000 piller og indbringe op mod en million kroner.

De sigtede danskere er en 40-årig mand fra Nykøbing Falster og en anden fra København. Norsk politi leder ifølge Politikens oplysninger efter flere danskere, der skal have spillet endnu mere centrale roller i dopingringen end de to sigtede.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu