To drenge mistænkes for drabsforsøg: Offer blev alvorligt skadet

23. august 2017 18:57 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

En 24-årig blev mandag stukket med kniv. Nu er to drenge på 16 og 17 år anholdt og sigtet.

To drenge mistænkes for drabsforsøg: Offer blev alvorligt skadet
Manden blev stukket ned på Krebsen på Bornholm. Foto: Google Street View.

To teenagere er onsdag formiddag anholdt og sigtet for drabsforsøg efter et knivstikkeri på Bornholm mandag aften.

Det oplyser Peter Jørgensen, der er vicepolitiinspektør hos Bornholms Politi.

Newsbreak.dk har tidligere omtalt episoden, hvor en 24-årig mand blev stukket i maven på åben gade i Rønne.

– Det er et opgør i misbrugskredse, fortalte vicepolitiinspektør Peter Jørgensen til Newsbreak.dk, da vi omtalte sagen.

Offeret blev overført til Rigshospitalet i København. På et tidspunkt var man i tvivl om, hvorvidt han ville overleve sine kvæstelser. Det gjorde han; hans tilstand er stabil, og han er ikke i livsfare.

– Men det er nogle ganske alvorlige skader, han har fået, har Peter Jørgensen sagt til Ritzau.

De to unge mænd, på henholdsvist 16 og 17 år, er derfor sigtet for drabsforsøg.  Den ene er fra Bornholm.

Skal for en dommer

Peter Jørgensen ved ikke, hvordan de to forholder sig til sigtelsen. De vil torsdag blive fremstillet i et grundlovsforhør.

Peter Jørgensen ønsker ikke at oplyse, om de tre parter kender hinanden, eller hvad motivet bag overfaldet er.

– Det kan jeg godt sige, men det vil jeg ikke. Vi venter, til grundlovsforhøret er klaret, siger han.

De to drenge blev anholdt i Hillerød, og det var derfor Nordsjællands Politi, som hjalp de bornholmske kolleger med opgaven.

/ritzau/

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu