To fundet døde efter flammehav: Politiet efterforsker mordbrand

11. januar 2017 10:20 | Af: Peter Koch

De to døde er ikke endeligt identificeret.

To fundet døde efter flammehav: Politiet efterforsker mordbrand
Den voldsomme brand kostede åbenbart to personer livet. Foto: Local Eyes.

Nordjyllands Politi efterforsker netop nu en mordbrand. Det bekræfter politiet overfor Newsbreak.dk.

Sagen startede tirsdag aften. Politi og redning rykkede ud til Heimdalsgade i Vejgaard. Her blev to personer fundet døde i et hus, efter at brandvæsnet fik slukket en voldsom, nærmest eksplosionsagtig, brand.

Se mere video hos Local Eyes. 

I dag kan vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi, Frank Olsen, nu fortælle, at den indledende efterforskning peger på, at branden var påsat.

– Vi mener, at der er tale om en forbrydelse. Branden er påsat, og der er to omkomne, fortæller Frank Olsen.

De to døde er ikke blevet endeligt identificeret. Der er tale om en mand og en kvinde.

– Vi ved ikke, hvem de er endnu, siger Frank Olsen.

Ifølge Newsbreak.dks oplysninger ligger der et privat bordel på adressen.

Ifølge Nordjyske.dk arbejder politiets efterforskere fortsat på stedet, hvor en omfattende efterforskning finder sted.

Frank Olsen fortæller, at politiet senere onsdag vil udsende flere oplysninger om sagen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu