To mænd mistænkt for at stå bag Boston-bomber

18. april 2013 08:56 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
To mænd mistænkt for at stå bag Boston-bomber
Billede mangler

USA: Politiet i USA har rettet søgelyset mod to formodede gerningsmænd i forbindelse med bomberne ved Boston Marathon, skriver CNN.

 

De to mænd optræder på billeder i nærheden af løbets mållinje, og den ene bærer en sort rygsæk. FBI har tidligere oplyst, at myndighederne mener, at bomberne netop gik af i en sort nylon rygsæk eller taske.

Politiet har udsendt et cirkulære til sine enheder, hvori billederne indgår, og de to mænd beskrives som værende af »stor interesse« for efterforskningen. En politikilde siger til CNN, at myndighederne endnu ikke kender identiteten af de to mænd, og at billederne vil ikke blive offentliggjort af frygt for, at det kan skade efterforskningen.

Onsdag var der forlydender om, at politiet i Boston skulle have anholdt en mand på baggrund af mistanke om, at han skulle stå bag Boston-bomberne. Det har politiet og FBI imidlertid afvist efterfølgende, og det er nu uklart, om denne mand skulle være blandt de to mistænkte.

Siden tirsdag har politiet gjort betydelige fremskridt i efterforskningen, siger en politikilde til CNN, men endnu er der ingen anholdte.

Boston Marathon er en af de største begivenheder i den amerikanske storby, og under årets maratonløb blev tre personer dræbt og cirka 180 såret, da de to bomber gik af.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu