To mænd skudt på Nørrebro

3. juli 2012 07:48 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
To mænd skudt på Nørrebro
Billede mangler

Endnu ukendte gerningsmænd skød natten til tirsdag efter en gruppe unge mænd, der stod på hjørnet af Haraldsgade og Ragnhildgade på ydre Nørrebro i København.
To mænd, en 18-årig og en 21-årig, blev ramt. Ingen af dem er i livsfare, oplyser Københavns Politi.
– Den ene blev ramt i hånden, den anden i maven, siger politiets vagtchef Flemming Kim.
Hvem gerningsmændene er, har politiet på nuværende tidspunkt ikke oplysninger om, ligesom de heller ikke ved, om skyderiet var banderelateret.
– Det kan vi hverken be- eller afkræfte på nuværende tidspunkt, siger Flemming Kim.
Skyderiet fandt sted kort før klokken et, og politiet modtog adskillige 112-opkald fra beboere i området, der hørte skuddene.
Ofrene, som var en del af en større gruppe af mænd med anden etnisk baggrund end dansk, blev bragt til hospitalet, men har ikke været særlig behjælpelige med oplysninger.
– Det er ikke de mest meddelsomme personer, vi har haft med at gøre i nat, siger vagtchefen.
Politiet fortsætter efterforskningen tirsdag.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu