To mænd tiltales for milliontyveri fra Rigsarkivet

28. februar 2013 11:53 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
To mænd tiltales for milliontyveri fra Rigsarkivet
Billede mangler

Efter flere måneder intens efterforskning er anklagemyndigheden ved Københavns Politi nu klar med tiltaler mod de to mænd, som mistænkes for at stå bag danmarkshistorien formentlig største tyveri af uerstatteligt, historisk materiale fra Rigsarkivet og det tidligere Landsarkiv for Sjælland.

 

De to mænd på henholdsvis 46 og 53 år tiltales for tyveri af mindst 1.062 arkivalier til an anslået værdi af mellem halvanden og tre millioner kroner. De er desuden tiltalt for at have videresolgt dele af materialet, som vurderes at have stor værdi i samlerkredse med interesse for Anden Verdenskrig. Arkivtyverierne skal være sket fra 2009 til og med 2012.

Det stjålne materialer tæller primært dokumenter om danskere, der gjorde tysk tjeneste under krigen.

Begge mænd har siddet varetægtsfængslet i sagen siden oktober. I forbindelse med deres anholdelse ransagede politiet deres adresser og beslaglage store mængder historisk materiale.

Kongehusets dokumenter stjålet

Den 53-årige tiltales desuden for – som Berlingske tidligere har afsløret – at have stjålet unikke dokumenter, som tilhørte kongehuset. Ifølge anklageskriftet drejer det sig om 60-70 kg. arkivalier, som tilhørte kongehusets Ordenskapitel på Amalienborg, men var sendt til sikkerhedsmakulering hos firmaet Renoflex, hvor den tiltalte dengang var ansat.

Anklageskriftet mod den 46-årige tæller brud på loven om våben og eksplosiver. Han opbevarede blandt andet en brugbar pistol med tilhørende magasin på sin adresse.

I et loftsrum hos den 53-årige har politiet fundet et større våbenlager bestående af blandt andet 13 ikke-virksomme håndgranater, tre ikke-virksomme panserværnsraketter, en mortergranat, fem afskudte artillerihylstre. Ingen af disse har dog indeholdt eksplosiver – de har altså ikke været farlige.

Sidst men ikke mindst har politiet konfiskeret 38.060 kr. hos den 53-årige, som menes at være udbytte fra videresalg af det eftertragtede materiale.

Begge mænd har tidligere nægtet sig skyldige.

Anklagemyndigheden har bedt om fem retsdage til at føre sagen, som bliver berammet den 5. marts. Forventningen er, at sagen tidligst kommer for retten engang i april.

Opdateres…

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu