To mennesker døde af ny type fugleinfluenza

31. marts 2013 17:11 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
To mennesker døde af ny type fugleinfluenza
Billede mangler

KINA: En kvinde er alvorligt syg, og to mænd på henholdsvis 87 og 27 år er døde af en ny type af fugleinfluenza i Shanghai. Det er første gang, at den type influenza ses på mennesker.

 

De to mænd blev syge i begyndelsen af februar og døde en måned senere. Kvinden pådrog sig influenzaen i begyndelsen af marts, og ifølge nyhedsbureauet Xinhua er hendes tilstand kritisk, skriver Reuters.

Det er den samme type af fugleinfluenza, H7N9, der er fundet i alle tre personer, hvor symptomerne har været feber og hoste, der senere udvikler sig til lungebetændelse.

Ingen af de tre personers pårørende er smittede, og Kinas sundhedsmyndigheder konkluderer derfor, at H7N9-influenzaen ikke er meget smittefarlig, skriver Xinhua ifølge Reuters. Der findes ingen vaccine mod den nye type influenza.

Fugleinfluenzaen, den »klassiske« H5N1, blev for alvor kendt, da den bredte sig i Asien i begyndelsen af 00erne. Det første tilfælde af sygdommen i Europa blev konstateret i Rumænien 2006 – samme år som influenzatypen blev bekræftet på dansk grund. Dog er ingen danskere endnu blevet smittet, kun dyr. På verdensplan er knap 100 mennesker døde af H5N1.

I Danmark er der senest fundet fugleinfluenza i en skudt gråand i et vådområde nær Varde i januar i år. Anden blev opdaget under Fødevarestyrelsens rutinemæssige overvågning.

»Hensigten med overvågningen er at holde et vågent øje med, hvad der sker i naturen, så det kan afgøres, om det er nødvendigt at øge beskyttelsesforanstaltningerne for at forebygge, at der sker smitte fra de vilde fugle til vores husdyr og til mennesker,« sagde veterinærdirektør Per Henriksen fra Fødevarestyrelsen i januar.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu