To piger dræbt i skolebombe

19. maj 2012 13:54 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
To piger dræbt i skolebombe
Billede mangler

Tabstallet stiger efter bombeangrebet, som lørdag morgen har ramt en skole i havnebyen Brindisi, der ligger i det sydøstlige Italien.
Mindst to personer er omkommet, rapporterer tv-stationen Sky Italia ifølge nyhedsbureauet Reuters. Der er tale om to elever på skolen, der begge er unge piger.
Flere andre skoleelever er kvæstet med varierende grader af brandsår, lyder det. Antallet er endnu ikke officielt bekræftet, men der kan være tale om op mod syv mennesker.
Ifølge avisen La Repubblica røg bomben i luften på erhvervsskolen Francesca Morvillo Falcone, da eleverne var på vej ind i klassen omkring klokken 7.45. Herefter udbrød der panik.
Der meldes om flere eksplosioner, og sprængladningerne var angiveligt efterladt i tasker foran skolen. Det er dog endnu ikke bekræftet fra officielle kilder.
Alle skoler i Brindisi er evakueret efter bombeangrebet. Italienske børn går også i skole om lørdagen.
Det vides endnu ikke, hvem der står bag bombeangrebet. Ingen har taget skylden, skriver Reuters.
Italienske medier hæfter sig ved, at skolen har sit navn efter konen til den kendte anti-mafia-dommer Giovanni Falcone.
Han blev sammen med sin kone og tre livvagter slået ihjel for næsten præcist 20 år siden – 23. maj 1992 – da den sicilianske mafia plantede et halvt ton dynamit på vejen mellem lufthavnen i Palermo og byens centrum.
AFP

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu