To såret i college-skyderi i Virginia

12. april 2013 22:57 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
To såret i college-skyderi i Virginia
Billede mangler

USA: To kvinder er fredag blevet såret under et skyderi på et college i det sydvestlige Virginia.

 

Skyderiet fandt sted på New River Community Colleges afdeling i New River Valley Mall i byen Christiansburg.

Den ene af kvinderne blev efterfølgende fløjet til det nærmeste hospital, mens det andet skudoffer blev transporteret i ambulance. Det oplyser politiet i Christiansburg ifølge nyhedsbureauet Reuters.

»Vi har ingen information om deres identitet eller nuværende tilstand,« lyder meldingen fra politiet.

Gerningsmanden er anholdt, men der er endnu ingen oplysninger om hans identitet, eller hvorfor han valgte at affyre skud.

Efter skudepisoden blev shoppingcentret, hvor skolen ligger, evakueret, og de nærliggende skoler blev lukket.

Tidligere fredag valgte man at gøre det samme et andet sted i USA, nemlig i North Carolina, hvor A&T State University i Greensboro var lukket i flere timer, da der var meldinger, om at en bevæbnet mand skulle befinde sig på skolen. Men der blev ikke affyret nogen skud.

Skyderiet i Virginia er langt fra det første. I april 2007 dræbte en 23-årig studerende 32 mennesker og sårede 15 andre på Virginia Tech i Blacksburg, før han skød sig selv.

Fredagens episode kommer dagen efter, at Senatet er gået med til at gå videre med debatten om, hvorvidt der skal være en strammere våbenlovgivning i USA.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu