Todd går efter et hattrick

10. marts 2013 22:25 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Todd går efter et hattrick
Billede mangler

Laver Herning en Odense eller Hvidovre på Rødovre?

 

Forvirret? Så er her en forklaring. I sidste års finale vendte Blue Fox 1-3 i kampe til 4-3 mod Odense. I 2008 havde de lavet samme nummer med Hvidovre i kvartfinalen.

Nu har legendariske Todd Bjorkstrand i sin 25. sæson på isen eller i boksen i det jyske vendt 1-3 til 2-3 og er to sejre fra et unikt hattrick.

Herning-chefen hæfter sig ikke meget ved statistik, og i en kommentar til TV3 Sport1 erkendte han blankt, at selv om Blue Fox havde løftet sig i kamp nr. 5 i forhold til de to foregående kampe, skal de op i et endnu højere gear, hvis de skal vinde på torsdag i Rødovre Skøjte Arena.

– Vi skøjtede mere i dag og var mere klar til nærkampene, men Rødovre bliver vanskelige at slå på deres hjemmebane, siger han.

I ånden ser han 2.500-3.000 entusiastiske sjællandske supportere foran sig, og dén tanke huer ham ikke.

Én gang i et kvart århundrede har han oplevet at blive hægtet af i kvartfinalen. I 1999. I øvrigt dengang Rødovre gik fra en sjetteplads i grundserien til et suverænt dansk mesterskab med Olaf Eller som cheftræner.

Rødovre Mighty Bulls’ kaptajn, Michael Smidt, har ikke ladet sig slå ud af 0-2 nederlaget i Kvik Hockey Arena.

– De var mere desperate og kæmpede bedre end os i dag, og vi var ikke rigtig til stede, siger han til sporten.dk

– Men vi har vist, at vi kan spille med dem, så jeg vil kalde det her et wake up-call inden seriens sjette akt. Det bliver årets kamp i Rødovre på torsdag.

Herning Blue Fox’ mål faldt begge i anden periode, signeret Anders Poulsen og backen Mitch Ganzak.

Anders Poulsen var på landsholdet op til OL-kvalen og bliver spændende at følge fremover.

Kampens største profiler var ligaens måske bedste danske spiller, Blue Fox-wingen Lasse Lassen, og tyrenes målmand, Sebastian Dahm.

Lasse Lassen var hurtig og direkte, og Sebastian Dahm har næppe været bedre end netop nu.

Aalborg Pirates var faretruende tæt på at gå planken ud i Gigantium, men med tre mål på ti minutter gik de fra 1-3 til 4-3 og reducerede til 2-3 i serien mod Odense Bulldogs.

Piraternes sejrsmål blev scoret af Bjarke Møller med fire minutter tilbage.

Sønderjyske lod ingen tvivl om, hvem der var bedst i femte kamp i den syddanske duel med Esbjerg. For øjnene af 3.718 tilskuere i SE Arena vandt sønderjyderne 5-1 og tog føringen 3-2 i kampe.

– Det bedste hold vandt, konstaterede Esbjerg-coachen Olaf Eller.

Sønderjyske var uden Jordan Owens, og han kommer heller ikke med i kamp nr. 6. Han fik to spilledages karantæne for sit skallesmækkernummer på Alex Nikiforuk i fredags.

Sammenlagt 7.293 tilskuere til de tre kvartfinaler understreger den støt stigende interesse for ligaen.

AL-Bank Ligaen, playoff

Herning Blue Fox-Rødovre Mighty Bulls 2-0 (0-0, 2-0, 0-0)

Rødovre fører 3-2 i kampe

Aalborg Pirates-Odense Bulldogs 4-3 (0-1, 1-1, 3-1)

Odense fører 3-2 i kampe

Sønderjyske-EfB Ishockey 5-1 (1-0, 2-0, 2-1)

Sønderjyske fører 3-2 i kampe

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu