Togulykke: Skandinaviske navne blandt sårede

22. februar 2012 22:05 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Togulykke: Skandinaviske navne blandt sårede
Billede mangler

Listen over de 49 omkomne efter en kæmpe togulykke i Argentina er endnu ikke offentliggjort, men blandt de sårede optræder to personer med skandinaviske fornavne og spanske efternavne.
Det oplyser den danske ambassadør Ole Frijs-Madsen til Newspaq.
“Vi har fundet to med skandinaviske fornavne men med spanske efternavne på listen, så det er klart, det tjekker vi op på. Der er dog ikke noget der tyder på danske tilskadekomne,” siger han.
Ambassadøren forklarer, at der teoretisk kan være tale om danske turister, men at det ikke er den teori de arbejder ud fra. Buenos Aires har nemlig mange europæere, der er bosat for flere generationer siden.
Fordi listen med de dræbte ikke er offentliggjort, kan Ole Frijs-Madsen ikke udelukke danskere i ulykken.
“Vi kender ikke listen endnu, da den ikke er offentliggjort, men hvis der skulle vise sig at være danskere i blandt de omkomne, har vi en aftale med myndighederne, der vil kontakte os omgående,” siger han til Newspaq.
Ole Frijs-Madsen forventer, at listen først vil blive offentliggjort i morgen tidlig.
Foreløbige oplysninger tyder på, at det var en mekanisk fejl, der var skyld i ulykken. Bremsen blev angiveligt blokeret og toget ramte i høj fart en stopklods, hoppede af sporet og ramte en perron på banegården i myldretiden.
Over 600 mennesker menes såret efter togulykken.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu