Tonsvis af sprøjtemidler smuglet til Danmark

12. december 2011 08:07 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Tonsvis af sprøjtemidler smuglet til Danmark
Billede mangler

Fra 2006 til 2009 har en dansk importør systematisk smuglet ca. 45 tons ulovlige sprøjtemidler fra Tyskland til Danmark, hvor de er blevet købt og anvendt af 44 landmænd og gartnerier i hele landet.
Sprøjtemidlerne har indeholdt miljø- og sundhedsfarlige midler, oplyser Miljøministeriet.
“Jeg er dybt bekymret over omfanget af denne kriminalitet, som både involverer virksomheder, landmænd og gartnerier. Det er fuldstændig uacceptabelt, at nogle importerer farlige sprøjtemidler, der kan skade vores miljø og sundhed for at tjene lidt ekstra, Der er jo en grund til, at vi ikke ønsker visse sprøjtemidler i Danmark, Vi vil værne om vores grund- og drikkevand,” siger miljøminister Ida Auken.
Svindlen er blevet afsløret i et samarbejde mellem Miljøstyrelsen, NaturErhvervstyrelsen og SKAT, som siden 2009 har optrappet kontrollen med ulovlig import af sprøjtemidler.
“Sagen vidner om, at taskforcen skal fortsætte med at kontrollere ved både grænsen, ude hos virksomheden og hjemme hos landmanden. Vi skal komme ulovlig import af pesticider til livs, og landbrugets organisationer må hjælpe til med, at alle landmænd udviser stor ansvarlighed i forhold til vores lovgivning og miljø,” siger Ida Auken.
Importøren er blevet politianmeldt og indstillet til en bøde på en million kroner af Miljøstyrelsen. De 44 landmænd og gartnerier, som har købt de ulovlige sprøjtemidler, er ligeledes blevet politianmeldt.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu