Tortursag: K kræver sikring af fanger

10. september 2012 11:50 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Tortursag: K kræver sikring af fanger
Billede mangler

Fængselspersonale må under ingen omstændigheder være alene med løse fanger, som det skete, da en fange blev tortureret i Ringe Statsfængsel.
 
Indsatte i danske fængsler skal sikres mod vold fra deres medfanger.
Det mener Konservative, der nu reagerer på historien om, at en fange i Ringe Statsfængsel blev mishandlet og tortureret af fire medfanger tilbage i april.
På grund af sygdom var kun én fængselsbetjent på arbejde til de 16 fanger på afdelingen. Betjenten opdagede derfor ikke, at de fire fanger mishandlede deres medindsatte.
Den konservative retsordfører Tom Behnke har nu stillet justitsminister Morten Bødskov (S) et såkaldt paragraf 20-spørgsmål i sagen.
– Det er helt forfærdeligt, at man kan blive udsat for det, når man sidder i et dansk fængsel. Og derfor vil jeg nu have ministeren til at reagere omgående og sikre, at de indsatte sidder i deres aflåste celler, hvis der ikke er komplet bemanding, for så kan de ikke gøre skade på hinanden, og de kan ikke gøre skade på personalet, siger Tom Behnke.
Tilfældet er særligt groft, men det ændrer ikke på, at justitsministeren bør sikre alle fængsler. Og de fanger, der godt kan finde ud af at opføre sig ordentligt, mens de afsoner, må finde sig i at blive “straffet” på vegne af de, der ikke kan.
– Er der ikke personale nok til at holde styr på gemakkerne, må man lide den tort at sidde alene i sin celle og vente på, at det igen bliver dag. Og så kan man sagtens få lov at gå ud, have fællesskab og gå gårdture og lignende, siger den konservative retsordfører og fortsætter.
– Vi er nødt til generelt at sikre de mennesker, der sidder i de danske fængsler og personalet, det går forud for alt andet.
De fire fanger, der torturerede deres medindsatte, skal for første gang for retten i dag. Sagen kører ved retten i Svendborg.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu