Tottenham gyser: Bale klar for Wales

26. marts 2013 09:22 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Tottenham gyser: Bale klar for Wales
Billede mangler

Et billede af en kungfu-sparkende Gareth Bale med smil over hele femøren har sendt kuldegysninger gennem Tottenham-fans over hele kloden.

 

Gareth Bale, der har spillet en fænomenal sæson for Tottenham, har nemlig ikke lignet sig selv i de to seneste kampe, hvor han har rendt halvskadet rundt.

Han havde en soloulykke i Spurs’ kamp mod Fulham i forrige weekend og haltede rundt indtil kampens afslutning. I fredagens landskamp mod Wales tog han imod en hård tackling på sin ankel af Skotlands Grant Hanley og måtte lade sig udskifte i pausen.

Med Tottenhams mangel på offensivkraft havde mange håbet, at han nu ville blive sparet i Wales’ VM-kampagne, hvor man er syv point efter Belgien og Kroatien på Gruppe A’s første- og andenplads.

Men Wales-træner Chris Coleman har tænkt sig at sende sit klart stærkeste kort i spil.

– Gareth har det bedre, end han havde det i sidste uge. Jeg kan ikke se mange farer for ham, så han kommer til at starte inde, siger Coleman.

Kampen bliver samtidig en dyst mellem Luka Modric og Gareth Bale, der begge i årevis har dirigeret Tottenhams offensiv.

Modric spiller nu for Real Madrid, hvor han senest på engelsk jord brillerede med en fremragende optræden og mål mod Manchester United i Champions League.

– Kroatien har en masse gode spillere, der spiller for topklubber rundt omkring i Europa, og Luka Modric er prikken over i’et. Nogle gange, når de allerbedste spillere er i form, er de meget svære at stoppe. De er genier, siger Coleman og drager paralleller til sin egen stjerne, Gareth Bale.

– Sam Allardyce sagde det, efter at West Ham spillede mod Tottenham på Upton Park. Du kan arbejde nok så meget på at stoppe en spiller. Men hvis de har evnerne til at gøre det, Bale og Modric kan – en aflevering over 60 meter eller at score sådan et mål, som Modric gjorde på Old Trafford – er der intet, du kan gøre, siger Chris Coleman.

Tirsdag aften fra klokken 20.45 vil det vise sig, om Tottenhams dårlige form har udsigter til at fortsætte. For det ser unægteligt skidt ud, hvis Gareth Bale igen må trække sig med en skade.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu