Trænerlegende: Derfor blev Laudrup ‘Årets manager’

14. marts 2013 10:22 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Trænerlegende: Derfor blev Laudrup 'Årets manager'
Billede mangler

En januar-dag i år. 20 managers fra 20 af verdens største fodboldklubber er samlet et sted i England. Sir Alex Ferguson er der, og det samme er Arsène Wenger.

 

Premier Leagues spidser er samlet. Dem, der træffer beslutningerne. Managerne. Blandt dem er for første gang nogensinde en dansker. En dansker, der løber med en stor del af opmærksomheden fra sine mere erfarne kolleger.

– Michael talte meget både socialt og professionelt med de andre, og det har hjulpet ham siden. Managers tester hinanden af, men de anerkender også hinanden. De er kompetitive, og de påskønner kolleger, der er på samme måde.

Den tidligere toptræner Howard Wilkinson fortæller sporten.dk om weekenden, da de 19 øvrige managers i en af verdens største fodboldligaer, Premier League, for første gang lærte Michael Laudrup at kende. For alvor.

Selv står Wilkinson i spidsen for disse 20 højtprofilerede personager – som formand i den engelske managerforening, League Managers Association.

Tidligere i karrieren førte Wilkinson Leeds til det engelske mesterskab og stod i spidsen for det engelske landshold.

I dag er han frontfigur i en forening, der blandt andre huser Michael Laudrup. Swansea-manageren, der tidligere på ugen af sine kolleger blev kåret som Premier Leagues mest imponerende cheftræner. I øvrigt i en rundspørge orkestreret af Wilkinsons forening.

– Som spiller var Michael Laudrup altid en leder og en person, der kunne påvirke andre menneskers tanker og ideer. Det tager man ikke nødvendigvis med, når man bliver manager, men det har han formået.

– Michael har en meget klar ide om, hvem han selv er, og hvad han tror på. Det er meget vigtigt. Han er ikke arrogant eller for selvsikker, men han har en meget klar overbevisning om, hvad han selv kan, karakteriserer den i dag 69-årige trænerlegende den første danske Premier League-manager i historien overfor sporten.dk.

Wilkinson kalder Michael Laudrup »en behagelig overraskelse i Premier League«. Men også på kurset med Premier League-kollegerne i januar viste den succesfulde Swansea-chef sig som et behageligt bekendtskab. Så behageligt, at næsten halvdelen, 46 procent, nu ser ham som ligaens fremmeste manager i denne sæson.

– De havde mulighed for at komme socialt ind på livet af hinanden, og her betyder det meget, hvilken slags fyr, man er. De fandt alle sammen ud af, at Michael er en god, solid fyr. Han havde meget at sige, og han fik præsenteret sig selv og sine ideer. De fleste havde aldrig mødt ham før, men her mødte de ham, og han gav et godt indtryk. Det spiller ind på hans popularitet iblandt dem, men det handler selvfølgelig også om, hvordan han første gang, han er i England, træder ind i Swansea, vinder et trofæ og får Swansea til at spille både effektivt og attraktivt, fortæller Howard, der selv stod i spidsen for kurset.

I januar var Michael Laudrup fortsat “blot” en mand med gode resultater i Premier League og et par flotte sejre i Capital One Cup’en.

Den samlede cup-sejr over Chelsea og den efterfølgende finalesejr lod fortsat vente på sig. Men i dag har Laudrup et trofæ på cv’et. Derfor truer den ellers så populære danske manager nu sine mere højtprofilerede kolleger på deres job.

Han gør det ubevidst og til trods for, han netop har forlænget sin kontrakt med Swansea for yderligere et år. Men ikke desto mindre er det, hvad der sker. Store klubber som Arsenal, Manchester City og Chelsea kan skifte manager den kommende sommer, og Laudrup er en kandidat, En seriøs kandidat, mener Howard Wilkinson.

– Brendan Rodgers kom til Liverpool på baggrund af det, han præsterede i Swansea i sidste sæson, men Michael har gjort det bedre end ham. Michaels stjerne er på vej op på den internationale stjernehimmel over managers. Det er der ikke et øjebliks tvivl om, slutter den seneste engelske træner, der vandt det engelske mesterskab med Leeds United i 1992, året inden Premier League blev født.

Det gør Michael Laudrup ikke i år, men mindre kan også gøre det. Lørdag prøver han igen kræfter med en af de store drenge fra kurset, hvor han selv slog sit navn fast, når Arsène Wenger gæster Swansea for at trykke på næven.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu